Med en ny pulje på 40 millioner kroner vil Villum Fonden støtte etablering af udendørs undervisningsrum med lærerig og undersøgende undervisning i naturvidenskab og teknologi.
En ny pulje på 40 millioner kroner fra Villum Fonden giver nu grundskoler mulighed for at bruge skolernes udearealer i undervisningen på en ny måde.
Fondsstøtten kan for eksempel bruges til at etablere værksteder, små observatorier, laboratorier, dyrehold, skolehaver, energianlæg eller vandværksteder, hvor eleverne kan blive klogere på naturvidenskab og teknologi i inspirerende og sansefyldte rammer.
I et udendørs undervisningsrum kan elever og undervisere opleve levende dyr og planter, vandets kredsløb, naturvidenskabens love, nye teknologier og meget andet - og dermed komme helt tæt på den virkelighed, de undersøger.
- Udendørs undervisning åbner mulighed for den praksisfaglighed, som alle er enige om, der skal være mere af
Agi Csonka, programdirektør, Villum Fonden
Undervisning virker
Netop den undersøgende og virkelighedsnære undervisning har vist sig at være motiverende for elever og en vigtig faktor for at styrke deres læring og interesse for naturvidenskab.
Agi Csonka, der er programdirektør for Villum Fonden, siger:
- Udendørs undervisning åbner mulighed for den praksisfaglighed, som alle er enige om, der skal være mere af i den danske grundskole. Eleverne oplever mere varieret undervisning, de arbejder med virkelige problemer, og de får bogstavelig talt jord under neglene og vind i håret.
Villum Fonden efterlyser ikke bare nye måder at inddrage natur, bygninger og uderum på. Projekterne skal kombinere de fysiske rammer med kompetenceudvikling af undervisere samt udvikling af konkrete undervisningsforløb og undervisningsformer.
Villum Fonden arbejder for, at variationer af udendørs undervisningsrum på sigt bliver en del af hverdagen på skoler i alle landets kommuner.
Om Villum Fonden
- Villum Fonden er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning og uddannelse samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland
- I 2023 uddelte Villum Fonden 1,1 milliarder kroner
- Villum Fonden er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af blandt andet Velux A/S