Her får du Danmarks bedste bøfsandwich

Restaurant Kohalens bøfsandwich er kåret til Danmarks Bedste Bøfsandwich for 2024. Det er anden gang, at Aarhus-restauranten får den ære.

De kan finde ud af at lave bøfsandwicher på restaurant Kohalen i Aarhus. Således har De Brune Riddere kåret restaurantens bøfsandwich til årets bedste. Det skete ved en seance på restauranten onsdag.

Ifølge De Brune Riddere er det noget af en smagsoplevelse, der har lagt grund til kåringen.

- Som lava fra sæsonens islandske vulkan, smyger den hjemmelavede remo sig ned af det flotte bæst og komplementerer resten af den klassiske Tricolore Danois - ketchup og sennep inde i det brune bjerg, siger Lasse H. Görlitz, der er formand for dommerkomiteen bag kåringen til De Brune Ridderes facebookside.

Sidder lige i skabet

Dele af bøfsandwichen er hjemmelavet, og det øger kvaliteten, siger han.

- De hjemmesyltede rødbeder og ligeledes agurker sidder i skabet og passer perfekt ind i det samlede billede med syre, sødme og et dejligt bid, siger Lasse H. Görlitz og fortsætter:

- På løgfronten disker Kohalen op med komplet tryghedspakke: De bløde løg smager himmelsk, de rå giver lidt klædelig skarphed til retten og de hjemmefriterede ristede løg er aldeles formidable. Sovsen er snorlige efter de klassiske dyder og med fin dybde, der klæder retten og fylder godt med umami til det samlede billede, siger han.

- Det hele, det vælter. De kommer fra alle byer, og vi sælger kun bøfsandwicher.

Rita Laustsen, indehaver, Restaurant Kohalen, til DR Nyheder

- Det hele det vælter

Det er anden gang, at Kohalen får kåringen. Første gang var i 2018, og dengang fik restauranten mere end travlt med at lave bøfsandwiches efter kåringen.

- Det hele, det vælter. De kommer fra alle byer, og vi sælger kun bøfsandwicher. Sidst måtte vi lave et maks for bøfsandwich, for at vi kunne følge med, siger indehaver Rita Laustsen fra Restaurant Kohalen til DR Nyheder.

Hun tilføjer, at det var en køkkenchef, der i tidernes morgen fik ideen til at restauranten skulle begynde at have bøfsandwich på menukortet.

- Min mand, Jes, reagerede ved at sige: »vi er ikke nogen grillbar!«, men vi gik med til det alligevel. Det er vi selvfølgelig super glade og stolte over nu, for det har jo bare udviklet sig. Det er helt vildt at tænke på, siger Rita Laustsen til dr.dk.

Kåringen af Danmarks Bedste Bøfsandwich har stået på siden 2012. I årets kåring vandt Restaurant Kohalen foran Vestre Baadelaug i Aalborg, mens Regina fra Herning og Cafe Ella i Horsens delte tredjepladsen.

Læs også