Historisk vandrerute får millionløft og digitalt overblik
Et nyt projekt skal kortlægge, hvor mange der går på Hærvejen og hvor. Sensorer skal give præcis viden, mens investeringer på over 150 millioner kroner skal løfte ruten, der strækker sig over 500 kilometer gennem det jyske landskab.

De 15 kommuner, som Hærvejen løber igennem, står bag projektet, der skal skabe et udgangspunkt for fremtidige forbedringer. Arkivfoto: Bøje Østerlund
Langs Hærvejen er der nu opsat sensorer, der skal registrere, hvor mange der bruger ruten og hvilke strækninger, der benyttes mest. Formålet er både at dokumentere aktivitet og at sikre bedre planlægning og udvikling af ruten fremover. Det oplyser DR Nyheder.
De 15 kommuner, som Hærvejen løber igennem, står bag projektet, der skal skabe et udgangspunkt for fremtidige forbedringer.
- Det er vigtigt at vide, om der er aktivitet på vores ruter. Så nu laver vi et udgangspunkt, og så kan vi se, hvordan det ser ud om nogle år, udtaler Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune og formand for foreningen Udvikling af Hærvejen, til DR.
150 millioner
Sensorerne skal også hjælpe med at pege på steder, hvor der kan være behov for ændringer, som for eksempel mere naturvenlige ruter eller adgang til mad og faciliteter.
- Vi har jo også strækninger, hvor der er meget asfalt. Kunne man rykke Hærvejen ud til marker eller natur, for eksempel? siger Per Bach Laursen.
Projektet er støttet af Nordea-fonden, som indtil videre har bidraget med over 150 millioner kroner. Midlerne er blandt andet gået til ensartet skiltning og udvikling af en app, der skal hjælpe både nybegyndere og erfarne vandrere med at finde vej.
- Uanset om man går en tur i Jammerbugt Kommune eller nede i Aabenraa, så skal man kunne finde vej og kunne genkende Hærvejen, fordi skiltene er ens. Og det er faktisk temmelig bekosteligt, fortæller Per Bach Laursen.
Hærvejen, der er mere end 500 kilometer lang, har rødder helt tilbage til middelalderen og indgår i dag som en del af pilgrimsruten mellem Norge og Spanien.

Foto: Colourbox
