Papirarbejdet skal væk: Regeringen vil lette hverdagen for frivillige ildsjæle
Regeringen vil fjerne bureaukratiske barrierer for foreninger med 30 nye initiativer, der skal lette arbejdet for frivillige. Tiltagene spænder fra forenklede skatteregler til nemmere adgang til oplysninger og færre krav til bestyrelsesunderskrifter.

Regeringen har fremlagt et udspil med 30 initiativer, der skal gøre det lettere at være frivillig i landets foreninger. Foto: Colourbox
Regeringen har fremlagt et udspil med 30 initiativer, der skal gøre det lettere at være frivillig i landets foreninger.
Målet er at fjerne unødvendigt bureaukrati og give foreningerne mere tid til aktiviteter som kræmmermarkeder, idrætsstævner og sociale arrangementer.
Foreningerne får fremover mulighed for at samle oplysninger som kontonumre og paskopier ét sted, reglerne for skattefri godtgørelse til frivillige bliver forenklet, og beløbsgrænsen hæves.
Samtidig bliver det kun nødvendigt, at formand og kasserer skriver under på tilskudsregnskaber, og mulighederne for overnatning på skoler forbedres.
- I alt for mange år har papirnusseri og skrankepaveri gjort livet surt for de frivillige ildsjæle, der udgør fundamentet i landets mange foreninger. Derfor er vi nu klar med en damptromle af stærke initiativer, der skal kværne det unødvendige og meningsløse bureaukrati, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt
- Bøvlet papirnusseri
Også erhvervsminister Morten Bødskov understreger udspillets betydning:
- Danmarks stærke foreningsliv må ikke sande til i bøvlet papirnusseri. Vores foreninger binder børn, voksne og ældre sammen. Vi gør nu op med bureaukratiske snubletråde, når foreningerne i fremtiden vil kunne samle oplysninger til bankerne ét sted. Det er et stort skridt mod at skabe mere tid til banko og badminton end besværligt papirarbejde.
Udspillet bygger på anbefalinger fra Foreningspartnerskabet, der tidligere på året kom med 41 forslag rettet mod staten. Regeringen vil helt eller delvist gennemføre to tredjedele af disse. Partnerskabet fortsætter fremover som værn mod nyt bureaukrati.