Dyrskuet Thy-Mors blev lørdag åbnet under massive regnbyger på dyrskuepladsen i Thisted. Vejret klarede dog op i løbet af eftermiddagen, og finalekonkurrencerne kunne afvikles i solskin.

Blandt udstillerne af malkekvæg blev en debutant på dyrskuet dagens store vinder. John Korsholm Klit fra Klim Fjordholme vandt både titlen som skuets bedste Holstein og konkurrencen om bedste Holstein-gruppe.

Hos jersey-køerne gik de tilsvarende titler til Tastum Jersey fra Fjends. Blandt kødkvæg og heste blev de bedste dyr fundet hos udstillere fra Thy og Mors.

Trods den våde start var der god stemning på dyrskuepladsen, og arrangørerne kunne notere et pænt antal gæster. Ud over konkurrencerne blandt kvæg, heste, får, kaniner og fjerkræ bød dyrskuet på en omfattende maskinudstilling, faglige stande, aktiviteter for børn og opvisning af Frieser Nord.

Dyrskuet blev traditionen tro skudt i gang allerede fredag med arrangementet »Landbruget i børnehøjde«. Her besøgte knap 3.000 børn fra Thisted, Morsø og Struer Kommuner dyrskuepladsen, hvor de fik indblik i landbrug og fødevareproduktion gennem oplevelser og læringsaktiviteter.

Vinderdyr på Dyrskuet Thy-Mors

  • Bedste Holstein og bedste yngre Holstein: John Korsholm Klit, Klim Fjordholme

  • Superko Holstein og bedste ældre Holstein: I/S Jan og Bjarne Gravesen, Øster Vandet

  • Bedste Holstein-besætningsgruppe: John Korsholm Klit, Klim Fjordholme

  • Bedste Rød Dansk Holstein: I/S Jan og Bjarne Gravesen, Øster Vandet

  • Bedste Holstein-kvie: I/S Jan og Bjarne Gravesen, Øster Vandet

  • Superko Jersey, bedste Jersey og bedste ældre Jersey: Tastum Jersey, Stoholm

  • Bedste yngre Jersey: Tastum Jersey, Stoholm

  • Bedste Jersey-besætningsgruppe: Tastum Jersey, Stoholm

  • Bedste yver: Holstein fra I/S Jan og Bjarne Gravesen, Øster Vandet

  • Bedste Derby-ko: Holstein fra Just Holstein, Hørdum

  • Bedste Derby-kalv: Holstein fra Just Holstein, Hørdum

  • Bedste handyr blandt kødkvæg: Charolais fra Jan Larsen, Øster Assels

  • Bedste hundyr blandt kødkvæg: Førgaard Blåkvæg, Faddersbøl

  • Bedste kødkvægs-besætningsgruppe: Charolais fra Mads Bjerregaard, Hov

  • Bedste kødkvægspar: Højvang Limousine, Øster Vandet

  • Bedste Limousine: Højvang Limousine, Øster Vandet

  • Vinder af junior-mønstringskonkurrence: Ida Geertsen, Hanstholm

  • Skuets bedste hoppe: Islænder med føl fra Anna Worm, Bedsted

  • Skuets bedste får og bedste får: Texel fra Thomas Noe Brogaaard, Thyholm

  • Bedste vædder: Texel fra Henning Nielsen, Skringstrup