»Hvorfor skal vi bære vores tallerkener ud, hvis du ikke skal?«

Det spørgsmål får jeg alt for tit fra mine to døtre, der med en vis retfærdighed påpeger, at min huslige indsats i hjemmet er alt for ubetydelig.

De mener, at det betyder, at de (heller) ikke behøver bidrage.

De fleste kan nok indse, at det ikke kan være sådan. Hvis vi altid sammenlignede os selv med det dårligste, vi kan komme i tanke om. Og deraf konkluderede, at den indsats var lig med den indsats, vi selv skulle lægge for dagen, ville verdens udvikling være i en hastigt nedadgående spiral, hvor ingenting blev gjort og alt hele tiden blev værre og værre.

Langt fra virkeligheden

Alligevel er der kræfter helt op i de øverste samfundslag, der kan finde på at bruge argumentet, at hvis andre gør noget for lidt, for meget, for dårligt, så betyder det, at ingen andre behøver gøre noget bedre.

Det er helt i skoven og meget langt fra virkeligheden i et samfund, der er præget af, at konkurrence hele tiden betyder, at vi gør tingene bedre i morgen, end vi gør dem i dag. Det er det faktum, der gør, at vi i dag lever bedre, end alle vores forfædre nogensinde kunne tro det muligt.

Jeg må jo bære mit kors, og mine døtres argumenter har da i hvert fald den effekt, at det gør mig opmærksom på, at jeg af og til leverer alt for langt under tilladelig standard. Men det ændrer ikke på, at de fandentagemig skal gå ud med deres tallerkener, selvom jeg ikke gør det.

Ellers ville deres mor måske ende med at gøre det og i sidste ende blive så træt af mig, at hun forlod butikken for at etablere sig et sted med mindre bøvl. Og så ville både tøserne og jeg for alvor være på spanden.

Tænk over den pointe næste gang du overvejer, om dit bidrag virkelig behøver være bedre end naboens.