Danish Crown Beef: Fint marked trods vinterferie

Selvom uge 7 traditionelt fryser markedet ind grundet vinterferie, og danskere der tager udenlands, så er der lige nu et godt marked for okse- og kalvekød i Europa. Alle noteringer er uændrede.

Lige nu er markedet stabilt og godt, lyder meldingen fra Danish Crown Beef.

Noget, der går, som traditionen foreskriver, er dog de faldende mængder over årets første måneder, og det vanskeliggør afsætningen.

- De mængder, vi har til rådighed i afsætningen, er lige i underkanten i forhold til vores servicering af kunderne, så vi kan faktisk godt bruge flere kreaturer på linjerne i Holsted og Aalborg. Generelt er aktiviteten fin i den danske detailhandel, og Sydeuropa begynder at vise lidt livstegn, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Positivt med øget aktivitet

Markederne i Italien og Spanien viser lidt livstegn, mens det græske marked efter en god periode går lidt ned i kadence grundet fasten op mod den græske påske.

- Rygprodukterne begynder at flytte på sig i Spanien, hvor vi ser nogle forhåndsordrer, der ser fine ud. Det italienske marked er også ok. Italien strammede for nyligt deres retningslinjer i nogle regioner af landet, og selvom det umiddelbart ikke er noget, der påvirker vores salg, så viser det, at situationen stadig er skrøbelig. Indtil videre er det dog positivt, at der begynder at komme øget aktivitet, siger Henning Sønnichsen.   

En stabil drift den foregående uge på Danish Crown Beefs slagterier betyder, at der er slagtet som forventet, og at der dermed ikke var udsatte dyr til uge 7.
 
Tilmeldingen til uge 6 er af mindre størrelse, og med den slagtekapacitet, der er til rådighed, betyder det, at der ikke udsættes dyr til uge 8.    


 

Læs også