Snitter majs den 20. september

Jacob Eskelund Nielsen fra JEN Maskinstation i Gelsted er i fuld gang i græsmarkerne, og har sine første aftaler om majssnitning i denne uge. – Vi troede, det ville blive senere i år, men majsen har rettet sig oven på den sene såning, så nu skal vi i gang, siger han.

Jacob Eskelund Nielsen driver JEN Maskinstation i Gelsted og ser blandt andet frem til en majshøst inden for de nærmeste dage. Fotos: Henriette Lemvig JEN Maskinstation i Gelsted har indkøbt endnu en snitter, for at kunne køre i både græs og majs uden at skulle skifte. 

Anders Nielsen passer sammen med to medarbejdere de 193 jerseykøer på ejendommen Dyregaard i Gelsted. Besætningen er tilbage i 2017 blevet kåret som årets højdespringer med 45.500 kg EKM-mælk i livsydelse pr. dyr. Anders Nielsen oplyser, at de i dag ligger med cirka 11.200 kg mælk pr. årsko i ydelseskontrollen.

Jacob Eskelund Nielsen fra JEN Maskinstation i Gelsted havde håbet at være i gang med den ene af to snittere, da LandbrugFyn kommer forbi græsmarken.

- Vi investerede sidste år i endnu en Krone snitter, for ikke at skulle skifte hele tiden, når vi både skal tage slæt i græsset og snitte majsen, fortæller han, veltilfreds med fjerde slæt, der indeholder en del kløver, og dermed en del protein til køerne.

- Det er gode forhold. Vejret har været med os og græsset er af en fin kvalitet, så det har været en fornøjelse at køre i, konstaterer han.

- Desværre har vi fået en del kraftige byger her i løbet af dagen, så vi har ikke kunne tage det sidste endnu. Men det når vi snart, siger han.

Majs i uge 38

Jacob Eskelund Nielsen forventer, at arbejdet i majsmarkerne går i gang i løbet af uge 38 (denne uge, red.), hvilket vil sige fra den 20. september.

- Vi havde jo egentlig regnet med, at det ville blive senere i år, end hvad vi plejer. Og der er da også enkelte, hvor den sene såning betyder, at vi kommer hen i uge 40, inden vi kan snitte majsen. Men i det store hele, så er alt som det plejer rent tidsmæssigt, siger han.

193 malkekøer

Ved siden af drift af maskinstation driver Jacob Eskelund Nielsen ejendommen Dyregaard sammen med sin far, Anders Nielsen. De er i gang med et glidende generationsskifte og er så småt begyndt ved, at Jacob Eskelund Nielsen har overtaget drift af markbruget på 150 hektar.

De 193 jerseykøer passes af Anders Nielsen, Thomas Strandberg og fodermester Danny Hjortsø, der i februar i år fejrede 10-års jubilæum på ejendommen.

- Køerne går i dybstrøelse og leverer cirka 11.200 kg mælk pr. årsko i ydelseskontrol, så de har det godt, vores køer, siger Anders Nielsen.

- De får godt foder og har frihed til at smide sig og tage en lur, når de har behov for det.

- Og så har jeg gode folk, smiler han.

Læs også