Kvægstalde: Der er meget handlefrihed i loven
Krav til kvægstalde hviler på faglighed og erfaring – og man skal ikke lægge mere i det, end hvad der står. Det var et af budskaberne på en temadag forleden.

Ifølge specialkonsulent Vibeke Fladkjær, Seges Innovation, er der mange nye stalde, som ikke lever op til lovgivningen. Fotos: Line Brusgaard
Er du én af dem, der står med en ny stald, men som ikke lever op til de krav, der stilles til deres stalde, når overgangsordningerne i »Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg« ophører.
Det er der ifølge Seges Innovation flere, der frygter – og desværre også en del, der gør.
- Det står ikke særlig godt til, for der er mange nye stalde, som ikke lever op til lovgivningen, fortalte specialkonsulent Vibeke Fladkjær, Seges Innovation.
Det var blandt andet noget af det, som hun og hendes kollegaer satte fokus på forleden, da de afholdt en temadag hos Velas i Horsens. Her var der fremmødt både landmænd, rådgivere, dyrlæger og inventarsælgere – ens for dem alle er, at de har lovkrav til staldindretning inde på livet.
Fagligheden skal i spil
Vibeke Fladkjær slog blandt andet fast, at bekendtgørelsen bygger på de anbefalinger, som kvægbruget har arbejdet ud fra de seneste mange år.
- Bekendtgørelsen har fundament i Danske Anbefalinger, som både inventarfirmaer, byggefirmaer og bygningskonsulenter har bygget efter i årtier. De hviler på et solidt fagligt fundament fra forskning og erfaring fra praksis, forklarede hun.
Samtidig pegede hun på, at der ligger meget handlefrihed i det for landmanden.
- Bekendtgørelsen er faktisk meget fleksibel og lægger op til, at landmanden bruger sin egen faglighed, understregede hun således og fortsatte:
- Læg ikke mere i det, end hvad der står.
Hav strategien på plads
Vibeke Fladkjær understregede blandt andet, at det er utrolig vigtigt, at man skaber et overblik over de kommende lovkrav og lægger en strategi for sin kvægbedrift.
- Med udfasning af overgangsordningerne i »Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstemål til hold af kvæg« kommer der mere og mere fokus på brug af eksisterende stalde, opstaldningsforhold og muligheder for udvidelse, lød det.
Det er derfor afgørende, at man er på rette kurs. Og det første skridt på vejen er at skabe overblik over, hvad lovgivningen vil få af betydning for det eksisterende staldanlæg. Skal der renoveres eller bygges nyt?
Hvis ikke man lever op til kravene, kan man uden at foretage sig noget ende med at stå med et anlæg, hvor der ikke længere må være køer efter 2034.
Byg fleksibelt
- Hvis man vælger at bygge nyt, skal alt i loven være opfyldt, fortalte Vibeke Fladkjær, som anbefalede, at man tænker udover loven, hvis man skal bygge stald i dag.
Blandt andet for at imødekomme ny viden og nye forbrugerkrav i fremtiden.
- Det kan for eksempel være omkring ko og kalv sammen. Sørg for at tænke i inventarløsninger, der gør staldanlægget fleksibelt, så man undgår begrænsninger, sagde Vibeke Fladkjær.