SAC Gemini er det nyeste bud på en topmoderne, fleksibel og effektiv malkerobot, der blev præsenteret på NutriFair 2022 i Fredericia.
Årets NutriFair-messe i Fredericia bød på en stribe nyheder. På SAC´s stand var det den nye SAC Gemini malkerobot, som interessen især samlede sig om.
En malkerobot som salgsdirektør Claus Brinks fremhæver flere fordele og forbedringer for, i forhold til tidligere SAC-malkerobotter.
Det er ikke mindst den lette montering og tilslutning, som SAG Gemini udmærker sig med. Malkerobotten er en samlet 2,6 tons tung container-lignende boks, der ganske enkelt løftes til det sted, hvor den skal bruges og boltes fast. Det være sig i nye som eksisterende staldbygninger, ligesom den også vil kunne monteres udendørs.
- Alt teknik sidder inden i, og det gør det nemt at sammenkoble alt, hvad der løber i kabler, slanger og ledninger, forklarer Claus Brinks.
Malkerobotten findes foruden modellen med enkelt boks også i en dobbeltboks-model, hvor vægten så er fire tons.
Flere forbedringer
Malketeknik er i fokus for SAC Gemini, hvor Claus Brinks fremhæver flere forbedringer i forhold til den tidligere model.
- Vi går ikke op i antal køer malket men mængde pr. ko og malketeknik og kvalitet, forklarer Claus Brinks.
Han tilføjer, at man endnu ikke har lavet beregninger på den nye malkerobot, men for den tidligere model viste beregninger 32 – 33 kg mælk pr. ko.
- Tallet er formentlig lidt højere med den nye malkerobot, lyder vurderingen fra Claus Brinks.
Med den nye Gemini-model stopper SAC salget af Futureline Elite malkerobotten. Futureline Elite kunder vil dog fortsat blive service og vedligeholdelse.
Den nye Gemini-model fra SAC svarer til Power Drive-malkerobotten fra Boumatic, som SAC blev en del af som virksomhed i efteråret 2021.