Ung landmand bruger surfing som afslapning
Martin er landmand, tømrer, far og vestjyde. Han er også surfer. Og det er fedt. For når en bondemand som ham, der jo altid har travlt, en sjælden gang i mellem skal koble af og ned i tempo, ja, så er der ikke mange steder, der gør det lige så godt som havet.

Martin er både landmand, tømrer, far og vestjyde. Han er også surfer. Fotos: Brian Engblad
I Nørre Nebel ligger en bondegård. En stor en af slagsen med 250 hektar jord og 400 slagtekalve, der har det så godt, at deres bøffer bliver solgt på nogle af de bedste restauranter i Danmark. Om sommeren går de og græsser ude på engene ved Tipperne.
På gården bor Martin. Det er ham, der passer både dyr og marker, og det har han egentlig gjort, siden han var dreng. Indtil for to år siden tilhørte gården nemlig Martins far.
Men nu er Martin ved at indrette den på ny, så der bliver plads til ham og hans Lisbeth og deres lille nye datter Astrid.
Vindstille aftener
Det kræver sit at holde sådan en bedrift kørende. 33-årige Martins arbejdsuger er mellem 70 og 80 timer lange. Der er altid noget at gøre. Og det er, som det skal være.
For år tilbage, mens han uddannede sig til tømrer, byggede han og hans far en ny stald, mens de passede køer og afgrøder og præmietyre. Dem er der tre af, og de er Danmarks bedste. Det er ikke noget, man sådan kommer sovende til. Men det er fint. Martin er ikke typen, der trives godt med at lave ingenting.
Martins bedste stald-tip: - Limousine er klart det bedste. Vi har selv hentet en af vores avlstyre i Frankrig, og den har far vundet to danmarksrekorder med.
Martin er heller ikke umiddelbart typen, der har et 10 fods longboard til at hænge ude i garagen. Men det er nu sådan engang, det er. Og når han en gang imellem tager sig en fritime, så er det på brættet ud for Nymindegab eller inde i Ringkøbing Havn.
Det bedste er de helt vindstille aftener, hvor man kan ligge i dønningerne og høre ikke en lyd.
Kan ikke lade være
Han har været fanget af vandsport, siden en kammerat tog ham med i kabelparken første gang. Han har prøvet wakeboarding og stand up paddling. Men det er det lange surfbræt med det rolige tempo, der for alvor har gjort, at han slet ikke kan lade være. Han savner det, hver eneste gang kammeraterne sender billeder af godt vand til ham på Facebook. Men tiden skal jo lige være til det. Og det har den ikke været på det seneste.
Gode ture i mindekassen skorter det dog ikke på. Han og Lisbeth har for eksempel været på surf-ferie på Maldiverne. Og han har også udforsket havene langs England, Irland, Tenerife og Oregon. De sidste skulle efter sigende være pænt kolde. Men der var hyggelige longboard-bølger. Helt stille og rolige. Ligesom de også kan være det herhjemme på vestkysten.
- En sommer sad jeg og en kammerat pludselig midt i en kæmpe makrelstime der i dønningerne. Det var virkelig specielt og gav mig den der følelse af, at tiden går langsommere på vandet. Det kan jeg virkelig godt lide. Jeg har også prøvet at være ude i kuling og fire meter høje bølger, men det er ikke lige noget. Så har man mere sand end vand i våddragten, når man kommer op,” siger Martin.
På bølgelængde
Noget af det fedeste ved at have havet som fristed, uanset hvor mange gange om året, det kan blive til, er, at alle er på bølgelængde. Så at sige. Derude er der ingen, der ser skævt til hinanden. Og der er – stik imod, hvad Martin er vokset op med af teori om surfer-typer – faktisk ikke nogen type, der ikke passer ind.
Han er jo landmand. Og nogle gange surfer han med hippierne. Andre gange med sin franske kammerat, som er nanotekniker. Det er lige meget. Og faktisk havde han ikke tænkt over det, hvis han ikke var blevet spurgt.
Dønningerne er jo de samme, uanset hvem han deler dem med. Og Martins bedste surf-tip er: Kom afsted. Tag til Irland, de har nogle af de bedste bølger, og lej en autocamper at bo i. Sådan holdt jeg en af mine bedste ferier.