Mund- og klovsyge: Den mest frygtede klovdyrssygdom i verden

Man skal ikke langt væk for at finde mund- og klovsyge i udbrud. Og da virus kan spredes med vinden, skal man altid være på vagt og kende symptomerne, påpeger Seges Innovation.

Ifølge Seges Innovation er det ikke uden grund, at mund- og klovsyge er den mest frygtede klovdyrssygdom i verden.

Da mund- og klovsyge hærgede i England i 2001, blev hele 6,5 millioner dyr slået ned, og mange af dem destrueret ved afbrænding.

Selvom det ikke helt så voldsomt for sig i Danmark under det seneste udbrud i 1982-83, minder Seges Innovation i det seneste KvægNyt om, at besætninger blev slået ned, familier mistede deres livsgrundlag, og landet mistede store eksportindtægter.

Udbrud af mund- og klovsyge medfører således kraftige og langvarige handelsrestriktioner på kød og mejeriprodukter og koster tab i milliardklassen, konkluderer Seges Innovation.

Kan ramme fra den ene dag til den anden

Seges Innovation gør opmærksom på, at man ikke skal længere væk end Tyrkiet for at finde mund- og klovsyge i udbrud. Og da virus kan spredes med vinden, skal man altid være på vagt og kende symptomerne.

- Derfor skal vi ikke føle os sikre, siger dyrlæge Erik Rattenborg, Seges Innovation.

Mund og klovsyge kan nemlig – bogstaveligt talt – komme ud af den blå luft og ramme os fra den ene dag til den anden.

- Virus er ekstremt smitsomt og kan smitte mellem kvæg ved spredning med vinden, forklarer Erik Rattenborg.

Hos svin kan smitten komme ind via fødevarer, hvis man for eksempel indfører kødprodukter fra ramte lande, som svin får adgang til.

Hvis man har været på ferie i Tyrkiet, eller et andet land med mund- og klovsyge, bør man ifølge dyrlægen ikke have kontakt til kvæg i Danmark før 48 timer efter hjemkomsten.

Kend symptomperne

I og med at mund- og klovsyge er så smitsom og samtidig relativt tæt på Danmark, opfordrer dyrlægen til at kende og altid være opmærksom på symptomer, som kan risikere at være mund- og klovsyge.

- Jo tidligere man opdager sygdommen, jo mere effektivt vil vi selvsagt også være i stand til at igangsætte beredskabet og inddæmme den, lyder det fra Erik Rattenborg.

Sygdommen er normalt ikke dødelig for kvæg, men dyrene får høj feber og kraftig nedsat mælkeproduktion i en periode.

De karakteristiske symptomer er blærer i klovspalten, i munden og på tungen.

Læs også