Thy rykkede sammen mod spredning af Salmonella Dublin

Et stort fællesmøde blev stablet på benene i Thy, da egnens største besætning fik konstateret Salmonella Dublin.

- At skabe en fælles forståelse og hjælpe hinanden med at undgå smittespredning – det er er bare effektivt, lyder det fra dyrlæge Helle Slot.
Arkivfoto: Line Brusgaard

Da den største kvægbesætning på egnen fik salmonella, samlede lokale dyrlæger i Thy 140 interessenter til fællesmøde. Det fik alle til at rykke sammen om at undgå spredning. Det skriver Landbrugsinfo.

Det var egnens største besætning med knap 1.000 køer, som blev smittet i foråret og røg i niveau 2. I Thy havde man ikke haft en salmonellasmittet besætning siden 2016, så smitteudbruddet fik sveden til at springe hos de lokale dyrlæger.

- Det er en besætning, som ligger midt i Thy med både dyr og jord placeret forskellige steder og dermed også mange transporter på kryds og tværs. Så vi så jo for os, hvordan der hurtigt kunne spredes smitte rundt til mange andre besætninger i området, fortæller Helle Slot, Dyrlægegruppen Thy.

Opfordring til at stå sammen

De to dyrlægepraksisser i området blev derfor sammen med Viking og den lokale rådgivning enige om at indkalde til et fællesmøde.

- Vi var klar over, at vi var nødt til at fortælle de øvrige producenter i området og diverse servicepersonale om den risiko, der var opstået, og at vi måtte opfordre alle til at stå sammen om at undgå spredning, forklarer Helle Slot.

Derfor blev der ringet rundt til montører, maskinstationer, klovbeskærere, elektrikere og andet servicepersonale med gang på bedrifterne, ligesom der blev inviteret via nyhedsbreve, Facebook med mere.

Resultatet blev, at 140 mødte op til mødet: Besætningsejere, deres medarbejdere, meget servicepersonale – og ikke mindst ejeren af den smittede besætning og hans folk.

- På mødet fortalte vi om, hvordan salmonella spredes, og hvordan de hver især kunne gøre en indsat for at undgå det. Mælkeproducenterne opfordrede vi især til at sørge for skiftetøj og -støvler, og servicepersonalet lærte vi blandt andet at slå op i CHR-registeret og tjekke en bedrifts salmonellastatus, fortæller Helle Slot.

Efterfølgende er der mange af deltagerne, der har givet udtryk for, hvor glade de er for mødet.

- Især servicepersonalet – når jeg for eksempel møder dem i Brugsen – giver udtryk for, at de er meget glade for at være blevet klogere på, hvad det er, de skal passe på med, og at en lille smule lort kan gøre stor skade, forklarer dyrlægen.

Fælles forståelse har haft effekt

At mødet har haft effekt, er hun ikke i tvivl om.

- Der er sket et markant skred i antal besætninger, der har støvler og skiftetøj til os. Hvor det før måske var 20 procent af bedrifterne, er det nu omkring 95 procent, siger Helle Slot.

Efter fællesmødet er der ikke en eneste besætning, der er blevet smittet.

- Det at skabe en fælles forståelse og hjælpe hinanden med at undgå smittespredning – det er altså bare effektivt, konkluderer dyrlægen.

- De er meget glade for at være blevet klogere på, hvad det er, de skal passe på med, og at en lille smule lort kan gøre stor skade.

Helle Slot, dyrlæge, Dyrlægegruppen Thy


Læs også