Åbent hus i Charolais-besætning

Bloksdal Charolais og familien Brødbæk åbner stalddøren lørdag den 18. november.

Dansk Charolaisforening inviterer til Charolais-dag lørdag den 18. november ved Bloksdal Charolais i Svenstrup ved Aalborg. Her åbner familien Brødbæk stalddøren op for alle med interesse i racen og kødkvæg generelt.

Dagen starter med kaffe og rundstykker, hvorefter man kan se og høre om besætningen, som blandt andet er at finde på en række dyrskuer landet over. Senest på Kimbrerskuet i Aars i sidste måned, hvor familien havde taget fire dyr med. Tre af dem vandt deres hold og tog ærespræmier med hjem i ærespræmiekonkurrencen.

Den franske dommer tildelte Bloksdal Special Lady titlen som skuets andetbedste individ og derved også bedste hunddyr. Bloksdal Opal med Bloksdal Unika ved siden blev andenbedste ko og Bloksdal Taurus blev andenbedste yngre tyr. Til interbreed-konkurrencen fik Bloksdal Special Lady en delt andenplads i ringen, hvor hele 13 dyr dystede om at blive de bedste.

Flere arrangementer

På Charolais-dagen vil der være en let frokost og nyt fra foreningen.

Dagen er bare en af en række arrangementer i foreningen. Foruden et par åbent hus-arrangementer kan man allerede nu sætte kryds i kalenderen den 20. januar, hvor der er dommerkursus ved Pallas Charolais i Bindslev i Vendsyssel, og den 20. april, hvor der er generalforsamling i foreningen. Denne gang ved Jan Jensen i Eskebjerg.

Tilmelding er nødvendig, og man kan læse mere på foreningens hjemmeside.

Læs også