TV-magasinet Klima & Ko. tager klimatiltag i kvægproduktionen ned på jorden og fokuserer på, hvordan tiltagene påvirker landmandens dagligdag ude på gården. Seges Innovation har netop lanceret fire udsendelser.
Skal køerne have hovedet inde i et metanhus? Hvordan kan landmanden i praksis tilføre metanreducerende additiver i foderet? Hvordan kan tang og alger bidrage? Og hvad med arbejdet i marken?
Spørgsmålene om klima og køer er mange, og derfor har Seges Innovation invitereret Danmarks førende forskere, branchefolk og kvægproducenter ind i tv-studiet til videndeling og diskussion om, hvad fremtidens klimatiltag betyder for kvægbondens daglige arbejde.
Optagelserne er blevet til fire afsnit af det kvægfaglige tv-magasin Klima & Ko., der alle udkom torsdag i denne uge.
- Med lanceringen af Klima & Ko. giver vi landmanden faglig viden og konkret inspiration, der ruster ham eller hende bedre til den fremtid, vi går imod. Udsendelserne handler ikke om klimapolitik eller verdenens klimaudfordringer – de har fokus på det faglige og handler om det, der er jordnært og en del af landmandens hverdag nu og måske i fremtiden, siger Ninna Westphael, der er Fagchef for Kvæg i Seges Innovation, som står bag Klima & Ko.
Fire stærke paneler
I Klima & Ko. består kompagni blandt andre af Henriette Guldager fra Arla, mælkeproducent Claus Fenger, Christine Brøchner fra DLG og Mette Olaf Nielsen fra Aarhus Universitet. I alt 12 gæster er med i de fire paneler.
- På landmændenes vegne er jeg meget tilfreds med, at vi har kunnet samle en række af de førende eksperter, forskere og interessenter til at diskutere det, der potentielt kan betyde allermest for den enkelte kvægproducent på både den korte og lange bane i forhold til diverse klimatiltag, siger Ninna Westphael.
De fire udsendelser har hvert sit fokus og handler om henholdsvis foder og additiver, løsninger i stalden, arbejdet i marken og tang eller alger som kvægfoder.
Ny form for kommunikation
Seges Innovation har i mange år kommunikeret direkte til kvægproducenten, men formatet med en professionelt opsat studie-udsendelse er ny. Målet er at give kvægbonden et underholdende format, hvor kilderne har tid til at forklare sig.
- Når man har set de fire udsendelser, håber jeg, at landmanden er lidt mindre forvirret – og meget mere forberedt på fremtiden, siger Ninna Westphael.
Alle fire afsnit af Klima & Ko. kan findes på Landbrugsinfo.