Velkommen til Agro Nord
Onsdag den 6. marts er der Agro Nord i Messecenter Vesthimmerland.

Over 200 kvier og køer indtager ringen på Agro Nord onsdag den 6 marts, mens over 100 erhvervs- og maskinudstillere er klar til at vise deres maskiner og produkter frem. Arkivfoto: Tenna Bang
De fem nordlige Dansk Holstein Avlsforeninger er klar til at byde velkommen, når Agro Nord åbner dørene onsdag den 6. marts i Messecenter Vesthimmerland i Aars.
Over 100 erhvervs- og maskinudstillere er klar med alt fra rådgivning, traktorer og andre maskiner til foder, staldudstyr, byggeri og meget mere.
- Der er kamp om at få love at være med, siger direktør i Messecenter Vesthimmerland, Brian Otte.
Agro Nord slår dørene op klokken 9.30, hvor Danmarksmesterskabet i klipning af kvier går i gang for unge mennesker.
Klokken 12.00 vil formand Henrik Dalgaard holde den officielle åbningstale, hvorefter over 200 elitedyr vil indtage ringen i kampen om titler, bånd og rosetter.
De bedste dyr skal findes, og det hele kulminerer onsdag aften, hvor Miss Agro Nord udpeges med fest og farver.