Kvægnøglen: Flotte fynske resultater

Ulvsbjerggård præsterer bedst blandt jersey og Rødme Nygård løb med årets nye bæredygtighedspris, da KvægrådgivningDanmark i sidste uge traditionen tro kårede årets bedste præstationer på landsplan.

Ved årets Økonomimøde for mælkeproducenter (tidligere kvægnøglemøde, red.) hos Velas i Vissenbjerg, var der både fokus på fodrings- og produktionsøkonomi, ligesom årets bedste præstationer traditionen tro blev fejret.

Bedste dækningsbidrag for jersey tilfaldt Hans Rasmussen, Ulvsbjerggård ved Middelfart der i 2023 opnåede et DB pr. årsdyr på 26.479 kroner.

Hans Rasmussen står, sammen med sin søn Jeppe Rasmussen, for den daglige drift af 319 årskøer i sengebåse. Besætningen præsterer 10.848 kg EKM leveret og har en udsætterprocent på 34.

Bedste dækningsbidrag for stor race gik igen i år til Lisbeth Klinge fra Knebel på Djursland, der opnår et DB på 29.135 kroner pr. årsdyr. Besætningen består af 77 årskøer med sand i senge, der præsterer 14.262 kg EKM leveret. Celletal opgives til 68.000 og livsydelse pr. levedag til 22,3 kg EKM.

Bedste dækningsbidrag til den økologiske produktion gik til sjællandske Søren Madsen, Salsbjerggård med et DB på 24.908 kroner pr. årsdyr. Besætningen består af 832 årskøer i sengebåse med sand. Celletal mejeri angives til 164.000 og mælk til mejeri til 9.578 kg EKM.

Ny pris

Som noget nyt i år, var årets højdespringer byttet ud med årets bæredygtighedspris, der tilfaldt Søren Hansen, Rødme Nygård, Stenstrup.

- Jeg ville da hellere have vundet for bedste dækningsbidrag, men det her, er bestemt også en rar pris at vinde, lød det fra Søren Hansen, der blev tildelt prisen for sin jerseyproduktion på grund af lav råprotein pr. kg tørstof (167), høj energiudnyttelse på 108,2 og lav kodødelighed på bare 4,3 procent. DB ligger på 2,27 kroner pr. kg EKM.

Læs også