Fokus på fodring med frisk græs

Når Maksigrass holder demodage, bliver der blandt andet mulighed for at se nærmere på konceptet hos Henrik Mikkelsen ved Hjørring.

- Det er hårdt at have armene oppe hele tiden, for vi er helt vilde med det, fortalte mælkeproducent Henrik Mikkelsen, da han tidligere på året deltog ved en demonstration af Maksigrass-konceptet hos Lars Sommer ved Hadsund.

Nu er Henrik Mikkelsen selv vært på gården ved Hjørring onsdag den 21. oktober, når Maksigrass tager på efterårs-tour rundt i landet.

Her bliver der mulighed for at få et indblik i dagligdagen med fodring af frisk græs til de 150 køer, der står i bindestald.

Udover den nordjyske landmands egne erfaringer og forklaring af Jørgen Søndergaard Madsen, der er indehaver af Maksigrass, som importerer de irsk-producerede græsvogne, der ligger til grund for foderkonceptet, vil flere konsulenter gøre gæsterne klogere på friskgræsfodring.

Rasmus Kjærgaard Wielandt, Vestjyllands Andel (tidligere hos Landbonord) fortæller om tekniske resultater, udbytter, EFK, tilskudsfoderforbrug, fremstillingspris med mere.

Finn Melvang Christensen, Linds, sætter fokus på græsmarken græsmarken: Græsblandinger og sorter, smag, tæthed, genvækst, kløver, stubhøjde med videre.

Trine Jensen fra LandboNord giver et investerings-/tilbagebetalingsoverblik.

Demoen finder sted fra klokken 10.00 til 11.45.

Læs også