Holddrift og udendørs motion skal løfte sundheden
Mens der var travlhed i marken, havde døtrene ualmindelig god tid på grund af corona-nedlukningen. Som et familieprojekt blev der etableret seks folde til goldkøerne på Bakkegården ved Grenaa, og nu skal det vise sig, om holddrift og motion kan løfte sundheden.

Mogens Hjort Jensen har, som et led i at skabe endnu bedre trivsel hos goldkøerne på Bakkegården ved Grenaa, etableret seks folde.
Som et led i at skabe endnu bedre trivsel hos goldkøerne på Bakkegården ved Grenaa har mælkeproducent Mogens Hjort Jensen etableret seks, længe ventede, folde.
- Foråret er jo en speciel årstid at kaste sig ud i sådan et projekt, da vi har meget travlt i marken. Men vores to store piger blev sendt hjem, og selvom vi kørte og såede, så fik vi alligevel tid til at få lavet noget hegn. Det blev lidt af et familieprojekt, fortæller Mogens Hjort Jensen.
Goldkøerne har ikke været på græs i 15 år, og håbet er at kunne minimere ketose, mælkefeber og eventuelle opstartsproblemer efter kælvning.
Udfordrende
Selvom der lige nu ånder fred og idyl blandt køerne på den grønne mark, så havde familien alligevel en del udfordringer, da de skulle have goldkøerne på græs.
- De er jo vant til den friske luft og til at kunne se ud af staldene, men om det var forvirring eller sol i øjnene, ved jeg ikke, men vi havde et par køer, som hoppede over hegnet, forklarer Mogens Hjort Jensen.
For at skabe ro i flokken lavede familien en lille fold, hvor køerne kunne gå og vænne sig stille og roligt til de nye omgivelser, inden de blev sluppet løs på de store arealer.
Holdopdeling
Det har skabt ro, og køerne ser ud til at trives.
- Vi har lavet seks folde, hvor køerne kommer til at gå i de samme hold. Køer har bedst af ro og stabilitet, og noget tyder på, at det kan holddriften give dem. Og så håber vi også på, at de bliver tvunget til at bevæge sig lidt mere, så de kan få lidt god motion, inden de skal have kalv igen, lyder det fra mælkeproducenten, som det seneste år har fasefodret goldkøerne.
- Om det har en virkning på køerne, at de kommer på græs, er svært at sige endnu, men jeg har svært ved at se, hvorfor det ikke skulle være godt. Jeg regner med, at de skal gå herude til september, forklarer han.
Hvis det viser sig, at det nye tiltag er en succes, så skal Mogens Hjort Jensen have kigget på goldstaldene inden vinter.
- Hvis holddriften virker på en positiv måde, så skal vi naturligvis fortsætte med det. Vi må se, hvordan det kan lade sig gøre med indretningen i staldene, men der skal helt sikkert ny inventar til, når de skal deles op, fortæller mælkeproducent Mogens Hjort Jensen
teba