Dansk Limousine Forenings forårsauktion ved Sønderskov Slot nær Brørup i Sydjylland var en stor succes i 2018. 

Holdet bag begivenheden, som trak mange hundrede besøgende, var derfor ikke et sekund i tvivl, da der skulle besluttes for 2019. 

Det blev et rungende ja fra alle involverede – ja til at stable endnu en limousineauktion på benene ved Sønderskov. 

De 15 limousiner, som skal på auktion den 30. marts, er alle nøje udvalgt af erfarne folk fra foreningens auktionsudvalg, som har været rundt i 27 forskellige besætninger for at besigtige mulige emner. 

Flokken af auktionsdyr afspejler, at foråret er tiden, hvor mange handler foldtyr. Der er nemlig udtaget flest tyre. Alle, der har overvejelser om at købe ny foldtyr i den nærmeste fremtid, opfordres derfor til at lægge vejen forbi auktionen, som omfatter ni tyre, tre køer og tre kvier.

Der er limousiner for enhver smag – spændende afstamninger, godt eksteriør og gode produktionsresultater. 10 ud af de 15 auktionsdyr er pollede – heraf er to tyre homozygotisk pollede.

En festdag 

Der er lagt op til, at det skal være både hyggeligt og festligt at gæste limousineauktionen. Dørene slås op kl. 10, hvor også stande og boder åbner. 

Auktionsdyrene vil være vaskede og friserede og stå klar til de potentielle køberes beskuelse.  Der vil være god tid til masser af limousine-snak hallen, hvor det hele foregår, og ikke mindst lige bag dyrene.

Helt automatisk indfinder den helt særlige auktionsstemning sig. Klokken 13 trækkes det første dyr i ringen og auktionen begynder. 

Foruden de 15 limousiner sælges også de gitre, som anvendes under auktionen. Også efter selve auktionen vil der være mulighed for samvær i auktionshallen. Dagen med auktionsfest for hjælpere med flere.

Kvæg