Rådgivning i mælkekvalitet er en succes på Lundbjerggaard
For mælkeproducent Jacob Bjerrum, Nordjylland, kan det ses på celletallet, når han har haft besøg af sin kvalitetsrådgiver.

Mælkeproducent Jacob Bjerrum (th) har stor gavn af at have besøg af sin kvalitetsrådgiver Peter Uttrup fra Seges. Foto: Seges
En af dem, der har gode erfaringer med at ringe til sin rådgiver fra Seges Mælkekvalitet, er mælkeproducent Jacob Bjerrum. Han driver Lundbjerggaard, en mælkeproduktionsejendom med 700 malkekøer, syd for Hobro.
- Vores kvalitetsniveau er godt nok, men det kan godt blive bedre. Jeg ringer til Peter, når jeg kan se på celletallet, at det er blevet forhøjet, men jeg ikke selv kan se, hvordan jeg skal håndtere det. I stedet for, at jeg skubber problemet rundt, får jeg hjælp til at gå målrettet til værks, siger Jacob Bjerrum til KvægNyt.
Rådgiver Peter Uttrup har været fast på Lundbjerggaard siden 2010, og for Jacob Bjerrum er det rådgiverens mange års erfaring og viden, som har betydning for, at han bliver ved med at gøre brug af netop Seges Mælkekvalitet.
- Jeg ringer til Seges, fordi de giver en rådgivning, som dækker hele vejen fra teknisk udstyr til malkerens adfærd under malkningen og over for køerne. De kan det hele, hvor andre specialister kun fokuserer på én af delene i rækken, siger Jacob Bjerrum.
Rådgiver sætter standarten
For Jacob Bjerrum er det vigtigt med gode, faste rutiner under hver malkning. Hvis der er for stor variation, kan det ses på kvaliteten.
- Min erfaring er, at kvalitetsniveauet afhænger meget af medarbejderne: Hvordan de arbejder med dyrene, hvordan de arbejder sammen indbyrdes, og hvor lang tid de har været på gården. Peter er bedre til at læse den adfærd hos mine ansatte, som kan være årsag til problemerne. Det er jeg ikke selv skarp nok på. Nogle gange kan det være en hjælp, at det er ham, som fortæller dem, hvad der skal gøres anderledes. Så bliver det Peter, der sætter standarden, og det bliver vores udgangspunkt, fortsætter Jacob Bjerrum.
For rådgiver Peter Uttrup er det ikke nyt at undervise og instruere især udenlandske medarbejdere, og han lægger altid vægt på den gode dialog
- Det er vigtigt for mig, at vi bliver enige om standarderne. At vi taler sammen om dem, så det bliver en fælles beslutning, at dét og dét skal være anderledes, fortæller Peter Uttrup til KvægNyt.
Penge at hente
Siden mælkekvalitetsrådgiveren er kommet ind over, er celletallet på Lundbjerggaard blevet kraftigt reduceret, og det kan mærkes på afregningen fra mejeriet.
- Der kan være mange penge at hente, selvom celletallet er acceptabelt. Bliver celletallet endnu bedre, kvitteres landmanden ikke bare i øgede kvalitetstillæg, men også i færre yverbetændelser, der kan være en stor udgift. Et rådgivningsbesøg er hurtigt tjent hjem, hvis landmanden miimum sparer fire yverbetændelser om året, forklarer Peter Uttrup.
Når han har været på besøg på en bedrift, sender han efterfølgende en rapport til landmanden med forslag til, hvordan mælkekvaliteten kan højnes.
- Jeg fokuserer altid på maksimalt tre områder, som jeg vil anbefale, man prioriterer først. Det skal være til at gå til og må ikke være for uoverskueligt, fortæller han.
For Jacob Bjerrum fungerer rapporten som en umiddelbar handlingsplan, men også som en tjekliste, han kan gå til, hvis mælkekvaliteten igen er faldende.
- Det er rart at have rapporten som udgangspunkt for de samtaler, jeg tager med medarbejderne, hvis jeg kan se, at celletallet er steget. Så kigger vi på de punkter, Peter har påpeget ved sidste besøg, og spørger os selv »Gør vi det, han påpeger?«, og hvis svaret er »nej«, så ved vi, hvor vi mangler at tage fat, siger Jacob Bjerrum til KvægNyt.
teba