Kalve med rigeligt strøelse har markant lavere risiko for at få luftvejslidelser, skriver Seges, der forklarer, at sandsynligheden for luftvejslidelse ved stigende antal luftbårne bakterier er afhængig af omfanget af strøelse – altså jo mindre strøelse, jo større risiko for lungebetændelse.
Med rigelig strøelse menes, at benene ikke er synlige, når kalven ligger ned.
300-400 køer giver laveste fremstillingspris
I en gennemgang af mælkeproducenternes regnskabsresultater for 2018 peger Seges på, at det er bedrifter med 300-400 køer, der har den laveste fremstillingspris med et gennemsnit på 2,66 kroner pr. kilo EKM.
Bedrifterne med mere end 400 køer ligger kun en smule højere med 2,68 kroner pr. kilo EKM.
Bortset fra den lille stigning for bedrifter over 400 køer er der en klar tendens til lavere fremstillingspris, jo større bedriften er.
Således er fremstillingsprisen for bedrifter med under 100 årskøer helt oppe på 3,54 kroner, mens 100-200 køer giver en gennemsnitlig fremstillingspris på 2,96 kroner. 200-300 køer ligger på 2,77 kroner pr. kilo EKM.