Landbrugets fonde er landbrugets penge

Af Berith Nissen, næstformand i bestyrelsen i Sønderjysk Landboforening

Nu er der igen nogen, der ønsker at bruge landbrugets penge på tiltag, de mener landbruget burde gøre.

Der er tale om landbrugets fonde, som får kritik for ikke at afsætte penge nok til forskning i plantebaserede fødevarer.

Men som griseproducent mener jeg, at landbrugets penge og specielt de penge som min produktion af grise afføder, skal bruges på at forske i, hvordan produktionen af grise kan gøres mere bæredygtig. Med bæredygtig tænker jeg naturligvis på klima, miljø, dyrevelfærd, antibiotikaforbrug, sociale tiltag, natur og økonomi. Uden denne forskning ville vi ikke være, hvor vi er i dag, og vi vil ikke kunne udvikle os videre.

Vi har udnævnt os selv til at være et foregangsland, og det er dansk landbrug også. Men vi landmænd skal tænke os godt om, når vi investerer i nye tiltag, for det er nødvendigt, at landbruget kan tjene penge. Vores økonomi er den parameter, der bestemmer, hvor meget vi kan investere i den ”grønne” omstilling. Vi har ikke råd til at lave dyre tiltag i vores produktion, som så senere viser sig ikke at give den ønskede effekt. Derfor har vi brug for, at der fortsat forskes i udvikling af vores bestående produktion.

Jeg synes, det er fantastisk, at nogen søger penge til udvikling af plantebaserede fødevarer. Og i forvejen er der mange tilbud til dem, der ønsker at spise plantebaseret. Hvis jeg kunne se en forretning i det, ville jeg da gerne gå den vej. Men der skal være et marked for plantebaserede fødevarer, og der er ingen tvivl om, at på verdensplan kommer der flere og flere, som ønsker at spise kød, og som også har råd til at købe bæredygtigt produceret kød. Og det kan og vil vi danske landmænd gerne levere.

Så kære politikere, lad nu være med at sætte procenter på, hvor mange penge vi skal bruge på bestemt forskning. Vi er ambitiøse og ansvarsbevidste i vores forskning, og vi flytter os hver dag i den retning, som vi, forbrugerne og politikerne kan se en mening i.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også

Lighed for loven er ikke til diskussion
Myndighedsudøvelsen er blevet magtfuldkommen
Retsopgør om ammoniak fra husdyrbrug – det er nu, det gælder!
Brexits betydning for eksport til Storbritannien
Spis dansk kød med god samvittighed
Send ikke mælken ud af Danmark