Hyklerisk at gøre ulven til synder for landbrugets manglende hegn og dyrevelfærd

Jeg så gerne, at der var fuld kompensation for landmanden, dels for tab af dyr til ulven og dels til sikring af folde. Det kunne mindske hadet til et dyr, der bare tager husdyr, fordi det er muligt med den utilstrækkelige hegning, der forefindes hos mange fåreavlere.

Af Vibeke Eis, foreningen Ulvetid

Til Jacob Lund-Larsen, chefredaktør på Effektivt Landbrug.

Hvis det er korrekt, som du er citeret for inde på »Her er ulven« på Facebook for et par dage siden fra din leder i Effektivt Landbrug (15/4 2021, red.), så har jeg lige et par kommentarer til dit indlæg.

Jeg kan da kun give dig ret i, at NST (Naturstyrelsen, red.) har fejlet i den grad med deres projekt i Mols Bjerge, hvor dyrene er direkte blevet vanrøgtet. Den slags burde ikke kunne ske med blåstempling fra staten. I øvrigt har projektet fra NST intet med rewilding at gøre, som det praktiseres på Molslab.

Der, hvor jeg synes, at filmen knækker for dig, er, når dine følelser får fuldt friløb, og du pludselig inddrager ulven i dit indlæg.

Ingen støtter husdyrdrab

Citat: »Vores samfund går på samme måde i retning af en vildere natur, hvor staten og nogle samfundsgrupper støtter, at ulve i blodrus dræber og lemlæster husdyr i Danmark«. Citat slut.

Der er ingen der støtter, at husdyr bliver taget af ulve. Begrebet blodrus findes ikke i faglitteraturen. Det er ulvens jagtinstinkt, der tager over, et fænomen der hedder Surplus killing, og det sker for alle rovdyr under unormale omstændigheder, for eksempel ganske rigtigt i en fold, hvor fårene ikke kan komme væk. Situationen er menneskeskabt, hvorfor man ikke med rimelighed kan give ulven skylden.

Rovdyr er kodet til at reagere på bevægelse, og derfor reagerer de, når de kommer ind et sted, hvor mange byttedyr klumper sammen. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt, at tamme får af hyrdemæssige årsager er avlet til at klumpe sammen, når der kommer rovdyr ind. Denne adfærd ses ikke hos vilde får.

I naturen har David Mech, der har studeret ulve i 40 år, kun set Surplus killing fire gange.

Derfor bør husdyrejerne tage de fornødne skridt til at sikre, at ulven ikke kommer ind i indhegninger. På MSTs (Milljøstyrelsen, red.) hjemmeside er der klart beskrevet, hvordan et hegn skal se ud, hvis det skal holde ulve ude, og det har virket fortræffeligt de steder, hvor det er sat op. DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi, red.) har i øvrigt fastslået, at der ikke er taget dyr bag ulvesikre hegn.

Mangel på faktuel viden

Dit indlæg er i det hele taget stærkt præget af følelser og mangel på faktuel viden om ulven. Med mange værdiladede ord og maleriske beskrivelser af, hvordan ulve dræber og lemlæster husdyr. Det er ikke ønskeligt for nogen, at ulven tager får, og derfor skal ejeren tage det ansvar, det er at få hegnet. Andre virksomheder må også ændre i deres procedure, når der sker udefrakommende ting, der påvirker virksomheden.

Jeg så gerne, at der var fuld kompensation for landmanden, dels for tab af dyr til ulven og dels til sikring af folde. Det kunne mindske hadet til et dyr, der bare tager husdyr, fordi det er muligt med den utilstrækkelige hegning, der forefindes hos mange fåreavlere.

Ulven er på bilag IV i Habitatdirektivet i EU og dermed totalt fredet. Det har intet at gøre med, at nogle samfundsgrupper (hvem det så er?) synes, at ulven skal være her. Den er her på grund af fredningen.

Hykleri

Sidst, men ikke mindst, kan jeg undre mig over, at landmænd kan få lov til at behandle deres dyr, som det bliver gjort i det moderne industrilandbrug, især i svinesektoren, uden at folk fra erhvervet løfter et øjenbryn. Der effektiviserer man så meget, at al det naturlige hos dyrene bliver avlet væk og overset i effektivitetens hellige navn.

Grise pr årsso ligger over 30 stk. nu, og søerne står fikseret hele deres korte liv, som kun er et par år, fordi en hamburgerryg skal sælges til forbrugerne for 16 kroner pr. halve kg. Alt dette, selv om man videnskabeligt ved, at svin er højintelligente dyr.

Det er simpelthen det rene hykleri at gøre ulven til synder for landbrugets manglende hegn og dyrevelfærd.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også