Hvorfor lægges benet i gips, når det er armen, der er brækket?

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken.

»Den kemiske status for 40 % af overfladevandet er ukendt, hvilket indikerer, at overvågningen i mange medlemsstater er utilstrækkelig.« 

Sådan står der i en opfølgning til EU’s vandrammedirektiv. EU mener altså, at kemisk kendskab til 40 procent af overfladevandet i vandløbene er utilstrækkelig – derfor kan det undre, at Danmark år efter år slipper afsted med blot at måle i 1,5 til 3 procent af vandløbenes overfladevand.

Når Danmark så endelig måler, er det oftest kun for kvælstof og fosfor – selvom EU fremhæver, at der skal måles for al menneskelig aktivitet. 

Vi ved fra de seriøse danske forskere, at ålegræsset, der er indikator for en god miljøtilstand, trivedes i år 1900 – hvor landbruget udledte stort set den samme mængde kvælstof fra rodzonen som i dag.

Alligevel kræver politikerne – også i de nuværende landbrugspolitiske forhandlinger – at der bliver sat ind overfor kvælstof på markniveau med særdeles barske metoder. Det eneste det vil medføre, er, at man reducerer en miljø- og klimavenlig landbrugsproduktion. Det vil ikke kunne måles i vandmiljøet.

Hvorfor ikke måle på, hvad der ellers kunne tænkes at være i vandmiljøet af kemiske stoffer – f.eks. fra rensningsanlæg – inden politikerne begynder at køre store produktionsødelæggende regler ud over landmandens marker? Man skal da kende tilstanden, inden man beslutter sig for medicinen.

Man lægger da heller ikke benet i gips, hvis det er armen, der er brækket...

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også