Det er helt på sin plads, at man kan være imod opdræt af mink i Danmark, og man ønsker at forbyde det. Men så må man tage en politisk kamp og stemme det igennem, hvis der kan skaffes et flertal for det, skriver landmand Knud Jeppesen i dette debatindlæg.
Af Knud Jeppesen, Tørringvej 30, Sandvad, 7300 Jelling
Kære Mette Frederiksen eller hvem der nu lægger mavefornemmelse til det vanvid vi ser ske i minkbranchen lige nu. Tag lige en timeout og kig på VAR-skærmen. Der er så mange indikationer på, at I har taget fejl. Mutationer der er over 2 måneder gamle og måske er væk, »udenbys« ejemordere med og uden Covid-19 smitte, der valfartede ud og ind af minkfarme, smittede mink der ikke skulle aflives, men så pludselig skal alle. Udenlandske eksperter der måbende ser til, vaccineeksperter der ikke ser noget problem med mutationer.
Staten slår smittede og raske dyr ihjel i stor stil imellem hinanden, smider dem rundt på jorden, lastbiler der taber kadavere på vejene, graver store huller i jorden og hælder de døde mink derned. Når de ligger og flyder på vejen, betyder det ikke noget »for de smitter ikke«, men skindet må ikke sælges, for det smitter, og når de så når frem til massegraven, hælder man kalk over dem så »smitten ikke spreder sig« i øvrigt uden, at personale og andet godtfolk er iført nogen form for værnemidler. Det er så amatøragtigt, at det skriger til himlen.
Hvis man skal tro bare det mindste på regeringens fortælling om, at man »selvfølgelig ønsker minkavl i Danmark«, er det da mærkeligt, at der ikke gøres det mindste for at beholde verdens bedste avlsdyr. Det er så få dyr, der kan bevares enkeltvis i bure med masser afstand imellem de enkelte dyr her i vinter. Så har man helt hen til marts, inden de skal parres, og dermed starter på nyt hold. Så er der fire måneder til at tage prøver og følge udviklingen. Måske de antistoffer mink danner, kunne bruges i den videre forskning for mennesker? Hvis der så ikke er styr på smitten inden marts, må man aflive de sidste og sige at det var for folkesundhedens skyld.
Jeg er stor tilhænger af demokrati, men den mulighed eksisterer ikke i Danmark pt.
Det er helt på sin plads, at man kan være imod opdræt af mink i Danmark, og man ønsker at forbyde det. Men så må man tage en politisk kamp og stemme det igennem, hvis der kan skaffes et flertal for det, finde pengene til det, også de penge der kommer til at mangle i de offentlige finanser efterfølgende.
Det kan da ikke være rigtigt at sætte demokratiet ud af kraft for at udrydde et helt lovligt erhverv med den bedste dyrevelfærd inden for det fag i verden. Alt er godkendt og lever op til samfundets krav og passes af familier der i generationer har sat en ære i at passe og pleje disse flotte dyr, så de trives bedst muligt. Nøjagtigt som alle andre landmandsfamilier der holder andre husdyr.
Kritik kommer fra byen
»Jamen, det er ikke naturligt for en mink at leve i et bur -det er så synd«. Det synspunkt udtrykkes mærkeligt nok mest af de mennesker, der bor allerlængst væk fra minkene, og selv bor i små lejligheder stablet oven på hinanden i store byer uden selv at have adgang til naturen lige uden for døren. Sjældent af de mennesker der bor i naturen i lokalområdet. Mange »byfolk« har tillige med hund som luftes i snor, kat der aldrig har set en mus eller fanget en fugl, kanariefugl, der aldrig har prøvet at flyve eller sågar slanger i glasbur, der aldrig har set et træ. Mange hunde og katte får p-piller eller steriliseres – hvor naturligt er det lige. Og resten får aldrig lov til at opleve, hvordan det lige er, at arterne formerer sig. Det oplever mink, da trods alt og parrer sig naturligt først i marts hvert år, får deres hvalpe og passer dem i beskyttede omgivelser, så næsten alle hvalpe overlever.
Men kæledyr får sjældent adgang til formering eller at opleve moderinstinkt i hele deres liv. Så disse dyr lever langtfra et »naturligt liv«, men de har tilpasset sig den tilværelse, de bliver budt, og det er den, de kender, og er glade for. Og langt de fleste har det jo godt, og der drages stor omsorg for dem af deres »familier«. Folk ville vel også blive rystet i deres grundvold, hvis samfundet dikterede, at nu skulle alle disse dyr lukkes ud på de evige jagtmarker eller aflives, fordi magthaverne synes, det er synd, at de lever et så unaturligt et liv til ingen verdens nytte.
Revser fødevareminister
Vi har en totalt fraværende Fødevareminister som holder sig væk fra det hele, indtil alle dyr »forhåbentlig« er væk. Så er der jo ikke mere at komme efter. Tænk sig, at han end ikke gider bruge tid i weekenden på at forhandle en økonomisk løsning for branchen på plads, så de familier og firmaer ved hvad de skal sige til banken i næste uge. Mogens Jensen holder gladeligt weekend, mens hele minkbranchen er på overarbejde og lokker dem med ekstra penge for hurtigt at få det overstået. Alle i branchen knokler nat og dag, selv i hele weekenden i en rus af harme, fortvivlelse, magtesløshed, håbløshed og især uvidenhed om deres fremtid. Jeg håber, han tager sig tid til at se de mange faglige kompetente indlæg, som medierne viser om manglende belæg for at slå hele branchen ned. Tænk sig, at der mandag eftermiddag kun var afsat en time til møde med de andre partier om, hvordan staten økonomisk skal kompensere en hel minkbranche. Og som fjenmøde på tv-skærm. Max en time gider han at ofre. Det er et ønske om ingen løsning.
Og til alle de rødgrønne partier og »medfølere«, der godter sig over, at nu fik vi ram på »dyremishandlerne«. Glem alt om jeres lovede minimumsnormeringer, pasningsgaranti, ældretryghed og så videre for rigtig mange kommuner, skal til at ændre deres budgetter. For nu skal I selv tjene de fire-syv milliarder kroner, som de dygtige minkfarmere og deres følgeindustri har tjent til jeres velfærdsdrømme. Der vil være kommuner, der kommer til at mangle rigtig mange penge i budgettet grundet denne massakre. Og hvis klima kommer før velfærd, bliver det endnu værre.
Var der for resten nogen der sagde, at nu ville de så »kæmpe« for at komme af med kyllingerne og grisene bagefter, for dem er vist også »synd for«. Grotesk vanvid.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.