Uvished er den største fjende

Af Mogens Dall, Kidingvej 42, 6200 Aabenraa, formand for LandboSyd

Minkavlerne arbejder lige nu i døgndrift i et forsøg på at rette op på de ødelæggende skader, regeringen har påført dem. Der arbejdes hårdt i staldene for at redde, hvad reddes kan.

Men i næste uge bliver der stille. En stor del af staldene vil være tomme, og det gælder også i Sønderjylland, hvor corona end ikke nåede at vise sit hæslige ansigt, før det var forbi.

Så venter uvisheden, for i skrivende stund er politikerne ikke nået frem til en model for den økonomiske erstatning for dette overgreb på hæderlige og arbejdsomme landmænd. Uvished er menneskets værste fjende, og det rammer dobbelt hårdt, når kameraerne bliver slukkede, og mediernes fokus flyttes til andre og nye dagsordener.

Stik i hjertet

Derfor er der brug for, at vi bakker op om minkavlerne også i de kommende måneder. På LandboSyd har vi etableret virtuelle møder, hvor vi kan få snakket om situationen her i Sønderjylland, og det bliver godt modtaget af minkavlerne. Vi vil fortsætte med disse møder lige så længe, der er ønske om det, og vi tilbyder desuden gratis rådgivningstimer, så en mulig fremtid kan blive snakket igennem, og kursen kan udstikkes.

Minkavlere er mennesker som alle vi andre med familier, børn og følelser. Jeg tror, det giver et stik i hjertet på alle landmænd, når de hører historierne om, hvordan dagligdagen som selvstændig bliver skudt i grus ude hos kollegerne.

Jeg vil opfordre til, at der også i fremtiden vises stor forståelse herude for det, der er sket. Vi er alle mennesker, og hvem ved, hvem der bliver den næste?

 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også