Af Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

Kære Martin Merrild.

Tak for din interesse og kritiske røst over vores kampagne om rent drikkevand og økologi i dit åbne brev til Økologisk Landsforening. Jeg forstår dit ønske om, at vi ikke taler noget ned, men taler det op, som vi brænder for. Den invitation tager jeg gerne imod.

Et centralt element i kampagnen er netop at debattere vores drikkevand. Den debat er mere aktuel end nogensinde. Siden 2017 er der desværre fundet flere og flere pesticidrester i drikkevandet – og flere fund over grænseværdien end i første halvdel af 2010’erne.

Selv om landbruget bestemt ikke er den eneste kilde til forureningen af vores grundvand, så bærer landbruget et ansvar. Det er et ansvar, vi på tværs af hele branchen, økologisk eller konventionel, må tage på os og handle på.

Økologisk Landsforening handler ved at kommunikere til forbrugerne om den økologiske produktion – og herunder den værdi, de betaler en merpris for. For eksempel, at der som en del af økologiens forsigtighedsprincip ikke anvendes syntetiske pesticider – og at risikoen for, at stofferne en dag havner i vores drikkevand dermed er skruet helt i bund.

Det er på linje med, at der er kørt kampagner for konventionel mælk, hvor gmo ikke anvendes, eller svinekød, hvor ingen medicin bruges.

Vandselskaber og forbrugere: Nej tak til pesticidrester

Vandselskaberne er ligesom den brede befolkning ikke i tvivl om, at de vil have rent vand, og det vil blandt andet sige: Vand fri for alle rester fra landbrugets forbrug af syntetiske pesticider. Det samme gælder i vores mad.

Vores kampagne er i det lys et debatindlæg, som kobler borgernes ønske om rent drikkevand med, at de aktivt kan vælge økologi. Altså en konstruktiv vej til at reducere risikoen for vand med pesticidrester.

Som du selv er inde på, så arbejder dansk landbrug i den rigtige retning, når man sammenligner med forbruget af pesticider i udlandet. Det afspejler sig blandt andet i, at der findes færre pesticidrester i danskproduceret, konventionelt frugt/grønt sammenlignet med udenlandsk frugt/grønt.

Lad os nytænke landbruget sammen

Derfor vil jeg meget gerne tale videre med dig om, hvordan vi i dansk landbrug kan ændre de landbrugspolitiske spilleregler og EU's tilskudssystem, så vi helt kan udfase de pesticider, som flere og flere forbrugere i ind- og udland ikke ønsker i hverken mad eller drikkevand.

Vi skal se ind i en fremtid, hvor biodiversitet, rent vand, dyrevelfærd i højeste kategori, produktion uden antibiotika og et lettere klimaaftryk i endnu højere grad er konkurrenceparametre.

I den fremtid er der i den grad brug for økologien – ligesom der i den grad er brug for at udvikle både den økologiske og den konventionelle produktionsform.

Jeg ser frem til, at vi sammen tænker ud af boksen og sætter en retning for et samlet dansk landbrug i pagt med vores natur og grundvand.

Det, som vi alle i sidste ende lever af.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.