Aukens milliarddyre miljøenevælde
DANSK LANDBRUG HAR siden 2012 slået fast, at en dansk ammoniakreduktion på 24 procent fra referenceåret 2005 inden 2020 er en umulighed. Første gang var da daværende miljøminister for SF Ida Auken på egen hånd meldte ind til EU, at Danmark kunne reducere med 24 procent. Landbruget gentog budskabet, da Ida Aukens efterfølger som miljøminister, Kirsten Brosbøl (S) i 2015 endegyldigt forpligtede Danmark til et 24 procents reduktionsmål. Landbruget gentog højt og larmende i Jyllands-Posten for et år siden, at Danmark ikke når et urealistisk reduktionsmål på 24 procent.
DET ER SÆDVANEN tro Berlingske, som hiver den gamle nyhed frem om, at landbruget ikke når i mål med det 24 procents reduktionskrav. Det er ingen nyhed, Berlingske. Det har været gentaget af erhvervet selv siden 2012. Men det er faktisk slet ikke dér, den virkeligt interessante historie er. Det er selve processen omkring det 24 procents reduktionskrav, en demokratisk vagthund burde interessere sig for.
HER SKAL VI huske på, at Tyskland har forpligtet sig til fem procents reduktion. Og Polen til to procent. EU-gennemsnittet er seks procent. Alligevel besluttede tidligere miljøminister Ida Auken under den såkaldte Gøteborg-protokol i 2012 at melde ind til EU, at vi fra dansk side ville reducere med 24 procent. Aukens solo-beslutning blev gjort til en dansk EU-forpligtelse af miljøminister Kirsten Brosbøl i 2015.
IFØLGE L&F-DIREKTØR Morten Høyer koster Ida Aukens egenhændige beslutning som miljøminister i 2012 landbruget i Danmark 2,6 milliarder kroner. Det tal kan man måske diskutere. For efter 2020 vil Danmark i tilfælde af EU’s største ammoniakreduktion stå bedre end lande, der derefter skal skære endnu hårdere for at opfylde nye mål. Men i bund og grund er det vel en miljøministers magt til at forpligte et erhverv til reduktionskrav, der ligger fire gange højere end EU-gennemsnittet, der er det mest interessante i det her. Og burde være det for Berlingske og andre demokratiske vagthunde.
BESLUTNINGEN ER SÅLEDES ikke Folketingets. Den er ene og alene Ida Aukens. Hun har siden påstået for åben skærm, at måltallene kom fra landbruget selv. Det er hun blevet bedt om at dokumentere. Det har hun aldrig gjort. Den interessante debat i dette er derfor, om vi i et demokrati kan forsvare et miljø-enevælde, som det Auken praktiserede i 2012. Og i en tid med EU-valg bør vi også diskutere, om grænseoverskridende ammoniakforurening bedst imødekommes med to procents reduktion i Polen og 24 procent i Danmark.
