Ta’ tyrekalvene ved hornet
Vil forbrugerne blive ved med at acceptere, at 23.500 tyrekalve er et overskudsprodukt i mælkeproduktionen? År ind og år ud. Fremtidens landmænd vil ikke, siger de. Kunne tyrekalvene og den etiske byrde, aflivningen af dem udgør, måske vendes til Arlas og andelshavernes fordel?
VI HAR HAFT debatten om aflivning af tyrekalve før. Nu har vi den igen. Rejst af organisationen Anima. Ifølge den må 23.500 tyrekalve årligt lade livet i Danmark, fordi de er en form for overskudsprodukt i mælkeproduktionsmaskineriet. Det er både umoralsk og uetisk, påpeger altså Anima, der er kendt som en aktivistisk organisation.
OG FREMTIDENS LANDMÆND, de der er organiseret i LandboUngdom, giver dyreaktivisterne ret. De unge understreger, at det er helt rigtigt, når nogen kritiserer, at tyrekalve aflives ved fødslen. Blot fordi de er af hankøn, og altså ikke kan producere mælk. Og når andelsselskaberne samtidig ikke vil betale for de spæde handyrs opfedning med en ordentlig afregning, så må kalvene dø. Men det skærer de unge landmænd i hjerterne, siger de selv.
SÅDAN ER DER garanteret også mange ældre landmænd, der har det. Mange er opflasket med, at det er skidt, når noget går til spilde. Og alle er med sikkerhed vokset op med, at husdyr er noget, man passer godt på. Fordi det er dem, man lever af. Men tyrekalve kan man bare ikke leve af i dagens Danmark. De er en omkostning. Intet andet.
MEN HVEM SIGER, det skal blive ved med at være sådan? Kan Anima og fremtidens landmænd have en pointe? Vi er klar over, der skal tænkes nyt her. For problemet har som nævnt været kendt i årevis. Men hvad nu hvis omkostningen ved at opfede 23.500 tyrekalve årligt ryger på den pris, kunderne skal betale for et Arla-produkt? Spredt ud som et tyndt lag smør.
VI HAR IKKE regnet på et sådant setup. Men vil forbrugerne blive ved med at acceptere, at 23.500 tyrekalve er et overskudsprodukt i mælkeproduktionen? År ind og år ud. Fremtidens landmænd vil ikke, siger de. Kunne tyrekalvene og den etiske byrde, aflivningen af dem udgør, måske vendes til Arlas og andelshavernes fordel? Måske.
OG MÅSKE KAN et nej til tyrekalve som restprodukt være det stærke signal til omverdenen, som både nutidens kunder og fremtidens landmænd kan se sig selv i. Vi har ikke svaret, og måske er tyrekalvene simpelthen en gordisk knude, der ikke kan løses med andet end boltpistolen. Men fortjener både forbrugere, unge og gamle landmænd samt ikke mindst tyrekalvene, at branchen tænker i nye bane? Det må være forsøget værd at prøve at sætte en ny og måske mere nutidig dagsorden her. Man kan jo begynde med at inddrage fremtidens landmænd.
