DET ER EN øjenåbner, som landmand Knud Jeppesen kommer med i dagens spalter. En velskrevet kronik, som den østjyske landmand i øvrigt også har delt med Politikens læsere. Det siges, at netop Politikens kernelæser er en klima- og miljøinteresseret person fra storbyen. Lad os håbe, Knud Jeppesens kronik har givet bare en brøkdel af læserne en bitter (lorte)smag i munden og noget at tænke over. Vi forstår således, at ikke mindst Politiken-segmentet skulle være særligt åbne og blandt de mindst fordomsfulde og fordømmende danskere, der findes. De kan passende teste dette ved at se lidt indad og stille krav udadtil i deres hjemkommune.

I NORDSJÆLLAND GÅR også et menneske, som er åben. Manden er Økologisk Landsforenings formand Per Kølster, der på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk driver en malt- og øl-biks. Biodynamisk, lige ned til Øresund. Det bliver ikke meget mere »feel good-agtigt«. Kølster er dog efter manges mening ude med riven efter sine konventionelle landmandskolleger. Senest i en anti-pesticid-kampagne med en kendt musiker-figur i spidsen.

KØLSTER AFVISER BLANKT, at han som øko-formand stiller andre landmænd i et dårligt lys. Det er imidlertid lige præcis det, alle ikke-økologer oplever. Det siger blandt andre landmandsformand Martin Merrild. Kølster vil gerne dialogen, svarer han i dagens avis på kritikken. Men han fortsætter med at problematisere lovlig brug af kemi.

PÅ SIT LANDBRUG producerer Per Kølster malt og øl, forstår vi. I den sammenhæng er det interessant, at et menneske ifølge videnskaben ikke tager mere skade af sprøjtemidler i vores almindelige kost, end vi gør ved at drikke et glas rødvin hver tredje måned. Det fastslås i et studie i det videnskabelige tidsskrift Food and Chemical Toxicology. Kølsters øko-øl fra Krogerup Avlsgaard bidrager altså med en forgiftning af kundekredsen, der tangerer giftigheden i sprøjtemidler, der måttet findes i vores kost. Hvorfor ikke oplyse dine kunder om det, Per – nu når du gerne vil dialogen og oplyse folket om giftige stoffer i vores fødevarer.

KÆRE PER. LÆS Knuds indlæg. Og vurdér så, om det er fair, at du problematiserer et kemisk forbrug hos dine kolleger, dine fødevarer ifølge toksikologer selv tangerer eller overgår i giftighed. Skulle vi ikke i landbruget stå sammen med Knud og få set på de virkelige problemer – for eksempel den perlerække af skidt og lort, som din landmandskollega fra Jelling så fantastisk indsigtsfuldt ridser op i dagens avis. Se det vil give mening og gavne den folkesundhed, som du er optaget af, Per.