Udbytterne øges med god markdræning, og nu kalder sæsonen på eftersyn, vedligehold og udskiftning af de rør, som dræner de danske marker.
- Nu er det tid til at dræne. Egentlig kunne man være gået i gang allerede midt i september, men der er stadig tid til at få optimeret drænfaciliteterne, siger Per Kaaber, direktør i Oldebjerg og påpeger, at undersøgelser af dræning har vist, at man kan få helt op til 20 procent større udbytte, hvis man har nye eller godt vedligeholdte rør.
Erfaren forhandler
Oldebjerg har i over 20 år beskæftiget sig med salg af materiel til kloakering og dræning og leverer til kunder over hele landet. Virksomheden har base i Sorø, hvor kunder selv kan afhente varer og spare fragten.
- Vi bruger faste rør til dræn, hvor man tidligere brugte rullerør, siger Per Kaaber og fortsætter:
- Tidligere havde man lerdrænrør til landbruget, og i noget mindre dimensioner, end de nuværende. Men man er gået op i dimensioner, netop af hensyn til afvandingshastigheden, og det er også med til at fremtidssikre rørene.
Ensrettede størrelser
Førhen blev der typisk solgt drænrør af typen 92-80. Det betød, at der for eksempel kunne opstå lidt forvirring, når drænrørene skulle skiftes og der skulle skaffes rør af korrekt størrelse.
- Det er logisk set bedre at have samme dimension, i stedet for at køre med to dimensioner og skulle have en overgang hver gang. Derfor sørgede jeg for at få skræddersyet 110 mm fuldslidsede drænrør i tre meters længde, forklarer Per Kaaber.
Med røret på 110 mm kan man bruge almindelig kloakfitting, fordi det er samme dimension som kloakrør, og samtidig koster løsningerne kun en tredjedel af, hvad drænfitting kostede.
- I øjeblikket kører vi et projekt, hvor vi har fået lavet dimensionerne i fire meter. Det har vi prøvet at tage hjem fra en ny producent. Jeg har aldrig set så god kvalitet før. Samtidig er de endda billigere end hidtil. Højest kvalitet og lavest pris, simpelthen, siger han.