De fleste europæiske noteringer for slagtesvin trodser et prispresset marked for svinekød og holder sig stabile, oplyser Danske Svineproducenter, som dog noterer sig, at det ikke gælder Danish Crown, der lod noteringen falde i sidste uge.
Slagtesvinemarkedet er et stabilt fundament, hvor de fleste noteringer i Europa fortsætter med at bevæge sig sidelæns med undtagelse af »den danske notering« som faldt, oplyser Danske Svineproducenter i sin ugentlige opdatering af forholdene på det europæiske marked for slagtesvin.
Trods betegnelsen »den danske notering« var det dog udelukkende hos Danish Crown, som lod sin notering falde med 30 øre til 12 kroner, mens Tican bibeholdt sin notering på 12,30 kroner.
Noteringen for slagtesvin falder 30 øre
Ifølge producentforeningen giver markedsinteressenter de seneste ugers blandede vejr skylden for den langsomme og besværlige kødhandel, hvor en ellers stabil eksport af svinekød til tredjelande ikke i øjeblikket er en tilstrækkelig drivkraft til at give højere priser.
Forventer impulser
Samtidig er udbuddet på det europæiske marked for slagtesvin dog overskueligt på grund af nedturen i den tyske svineproduktion i de seneste år. Som følge heraf er strømmen af varer over hele værdikæden på ingen måde for stor. Ikke desto mindre er det europæiske kødmarked mere end tilstrækkeligt forsynet, hvis der ikke kommer nye impulser.
- Som følge heraf trodser de fleste slagtesvinenoteringer det dårlige kødmarked uden impulser og er stabile, skriver Danske Svineproducenter.
Den tyske smågrisepris er stabil
Når Danish Crown valgte at sænke slagtesvinenoteringen i sidste uge (minus 30 øre, red.), skete det samtidig med, at den ledende, tyske notering, der som sædvanligt følges nøje, for øjeblikket trodser tyske slagteriers klager over negative avancer. Noget lignende gør sig gældende i Belgien, Frankrig, Østrig, Holland og Spanien, oplyser Danske Svineproducenter.
Konklusionen er derfor, at de fleste noteringer trodser prispresset fra kødmarkedet, og eftersom vejrudsigten tegner lovende, forventes der impulser i efterspørgslen.