Afrikansk svinepest i nye tyske delstater

I midten af juni blev et tilfælde af afrikansk svinepest i vildsvin for første gang fundet i den tyske delstat Hessen. Og nu i juli er der fundet afrikansk svinepest i døde vildsvin i delstaten Rheinland-Pfalz.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.

Siden det første tilfælde i midten af juni er man nu oppe på 20 døde vildsvin med afrikansk svinepest i Hessen. Desuden har man fundet det første tilfælde i en svinebesætning i Hessen.

I Rheinland-Pfalz har man indtil videre fundet to døde vildsvin, der er testet positive for afrikansk svinepest.

Det er endnu uklart, hvordan smitten med afrikansk svinepest er sprunget til de to delstater i det vestlige Tyskland.

De tyske myndigheder har indført de sædvanlige foranstaltninger for at forhindre yderligere spredning af sygdommen.

Myndighederne oplyser, at de forventer at drage nytte af de erfaringer, man har haft med bekæmpelse af afrikansk svinepest i det østlige Tyskland. Her er det indtil videre lykkedes at inddæmme smitten.

Læs også