Råolien er steget med omkring 6 procent i løbet af den seneste uge, primært på grund af den anspændte politiske situation i Mellemøsten, skriver AgroMarkets i en analyse.
Prisstigningerne tog fart i slutningen af juli, efter at Israel dræbte en højtstående Hamas-leder i Iran. Efterfølgende har Iran truet med hævn.
- Markedet reagerer ofte kraftigt på sådanne begivenheder, da Iran har mulighed for at lukke Hormuzstrædet, som er en vigtig rute for olieeksporten fra Mellemøsten, skriver AgroMarkets, der vurderer, at omkring en tredjedel af verdens olie transporteres gennem strædet.
Samtidig er særligt gaspriserne til Europa steget markant på grund af uroen mellem Ukraine og Rusland.
- De seneste dages angreb fra Ukraine på russisk territorium, tæt på den rørledning der transporterer gas til Sydeuropa, har skabt betydelig bekymring. Markedet frygter, at rørledningen kan blive beskadiget af kampe, hvilket vil medføre et øjeblikkeligt fald i gasleverancerne til EU, skriver AgroMarkets.