Endnu et nøk op: Kreaturnoteringen stiger ufortrødent
Loftet i priserne for oksekød løftes igen for den kommende uge og det betyder endnu et spring i kreaturnoteringerne i et spænd på 25-75 øre.

Arkivfoto
De første tegn på prislofter var begyndt at vise sig på markedet for okse- og kalvekød, men umiddelbart flyttes priserne fortsat opad grundet et lavt udbud og en stærk efterspørgsel på langt de fleste delstykker.
Sådan lyder det i den ugentlige beretning fra Danish Crown Beef.
- Vi har et fortsat godt salg til Sydeuropa med Italien og Spanien i front. Det gælder især de marmorerede udskæringer fra færdigfedede køer, som oplever en stigende værdi, så derfor er der basis for at løfte afregningen for dem i den kommende uge, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef og fortsætter:
- Generelt løfter vi fortsat priserne, for vi er i en situation, hvor alternativerne ikke er til stede. Der er stærk efterspørgsel efter okse- og kalvekød i hele Europa, og det er både på ferske varer, varer fra frostlageret og vores biprodukter sælges også godt, og så længe det er tilfældet er det bund for stigende priser for udbuddet bliver ikke større af påskens manglende slagtedage.
Grækenland er så småt på vej tilbage efter fasten, men på et lavere niveau. Der findes dog alternativer til de græske varer på øvrige markeder.
- Det danske marked er præget af den samme situation, som vi har set længe. Her løftes priserne også, og salget til detailhandlen samt cafeer, restauranter og kantiner er pænt, så der er ikke noget, der trykker os, siger Henning Sønnichsen.
I forbindelse med ovenstående lyder ændringerne i kreaturnoteringerne således:
- Køer over 42 måneder: +75 øre
- Dansk Kalv og kalve under 12 måneder: +25 øre
- Alle øvrige kategorier: + 50 øre