Fugleinfluenza rammer stor kalkunbesætning i Vesthimmerland
En besætning på 10.000 kalkuner i Aalestrup i Vesthimmerlands kommune aflives – nye restriktioner og smittezoner indført.

Arkivfoto
Fødevarestyrelsen har konstateret et udbrud af fugleinfluenza H5N1 i en kalkunbesætning med 10.000 dyr i Aalestrup, Vesthimmerlands Kommune.
Allerede torsdag blev arbejdet med at aflive dyrene sat i gang.
- Vi overvåger udbredelsen af fugleinfluenza i de vilde fugle, og må desværre konstatere, at faren ikke er drevet over, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie, Fødevarestyrelsen.
- Det betyder også, at alle der holder fugle fortsat skal være ekstra opmærksomme og opretholde god smittebeskyttelse, tilføjer han.

Grafik: Fødevarestyrelsen
Området er nu omfattet af en tre km beskyttelseszone og en 10 km overvågningszone med restriktioner for både private og erhverv. Udbruddet kan få konsekvenser for eksporten af fjerkræ og relaterede produkter til tredjelande.