Når EU’s nye skovrydningslov træder i kraft den 30. december 2025, bliver det forbudt at importere soja, kvæg, kaffe, kakao og flere andre råvarer fra arealer, der er ryddet efter 31. december 2020. Formålet er at bremse den globale afskovning – men loven kan få store bivirkninger.

Ifølge en analyse fra AgroMarkets er især sojamarkedet i farezonen. Mange små og mellemstore producenter i lande som Brasilien, Argentina og Indonesien mangler de GPS-data og dokumenter, som EU nu kræver for at bevise, at deres afgrøder ikke stammer fra nyligt ryddet skov. Det kan i praksis betyde, at de udelukkes fra det europæiske marked.

- Risikoen er, at sojaen i stedet bliver solgt til lande som Kina, hvor reglerne er mindre stramme, lyder det fra AgroMarkets, og tilføjer:

- For danske husdyrproducenter betyder det højere priser på sojaskrå, hvis udbuddet til Europa bliver mere begrænset.

Handlen med soja kan ændre kurs

Samtidig er der kritik af, at loven muligvis ikke har den ønskede klimagevinst. Eksperter peger på, at skovrydningen i stedet kan flytte til andre naturområder som savanner og vådområder – som ikke er omfattet af forordningen – uden at CO₂-udledningen nødvendigvis bliver mindre.

Skovrydningsloven – også kaldet EUDR – kan ifølge AgroMarkets ændre det globale marked for soja markant. Hvis store eksportlande i Sydamerika vender ryggen til EU, vil det ikke blot være et midlertidigt udfald, men en reel omlægning af handelsstrømme.

Markedet har allerede vist tegn på usikkerhed. Prisen på sojaskrå har ifølge AgroMarkets overlevet en test af støtteniveauet på mellemlang sigt, men den seneste udvikling tyder på svaghed.

Det kan give anledning til overvejelser om timing af foderindkøb for de danske landmænd, vurderer handelsrådgivningsvirksomheden.

Finans