Fjerkræsektor leverer millionoverskud og kraftigt voksende investeringer
Stigende noteringer, forbedrede driftsresultater og kraftigt voksende investeringer præger dansk fjerkræproduktion, samtidig med at eksporten af både fjerkrækød og æg vokser markant ifølge analysen.

Arkivfoto
Den danske fjerkræproduktion er i markant fremgang og står økonomisk stærkt. Det fremgår af en analyse fra Landbrug & Fødevarers Markedsperspektiv, som peger på både forbedrede driftsresultater, stigende investeringer og voksende efterspørgsel efter fjerkrækød på de internationale markeder.
Ifølge analysen ventes den globale efterspørgsel efter fjerkrækød at stige betydeligt i de kommende år. Med afsæt i OECD-FAO Agricultural Outlook 2025-2034 forventes en global vækst på 14,5 procent fra 2025 til 2034. I Europa ventes efterspørgslen at stige med 3,4 procent, mens Asien står for den største fremgang med en forventet stigning på 18,4 procent.
Befolkningstilvækst
Udviklingen drives blandt andet af befolkningstilvækst og stigende indkomster, samtidig med at fjerkrækød er relativt billigt og har en konkurrencedygtig ernæringsprofil sammenlignet med andre kødtyper.
De økonomiske resultater i dansk fjerkræproduktion har fulgt den positive udvikling. I første halvdel af 2022 steg noteringen på slagtekyllinger fra 6 kroner pr. kg til over 8 kroner pr. kg. Driftsresultatet pr. heltidsbedrift nåede 2,2 millioner kroner i 2022, hvilket var næsten en tredobling i forhold til året før. Ifølge analysen fortsatte de gode resultater, og driftsresultatet endte på knap 3 millioner kroner i 2024.
De forbedrede økonomiske vilkår har øget investeringslysten i branchen. Investeringerne i fjerkræstalde mv. steg fra 28 millioner kroner i 2023 til 272 millioner kroner i 2024 opgjort i faste priser.
Samtidig er eksporten af dansk fjerkræ vokset. I perioden 2019-2021 blev der eksporteret fjerkrækød for 9,5 milliarder kroner. I perioden 2022-2024 steg eksporten til 11,6 milliarder kroner, svarende til en fremgang på 22 procent. Eksporten af æg er steget fra 1,6 til 2,4 milliarder kroner i de samme perioder.




































