Danish Crown oplyser i sin markedsberetning, at slagtesvinenoteringen er uændret, mens prisudviklingen på grisekød i Europa er blevet mere flad efter nogle uger med svagt stigende priser.

Kampen mellem sælgere og købere om prisniveauet er fortsat intens. Sommerens hedebølge kan nu tydeligt aflæses i Central- og Sydeuropa, hvor både antallet af grise og slagtevægten er faldet markant.

Det lavere udbud har enkelte steder gjort det vanskeligere at fylde slagtekæderne. Trods stigende noteringer i dele af Europa er slagtegrise fortsat tabsgivende for mange producenter. Danish Crown peger blandt andet på lavere slagtevægt og dårligere kapacitetsudnyttelse.

Udbuddet ventes dog at blive normaliseret i de kommende uger. Det kan ifølge markedsberetningen igen lægge pres på afsætningspriserne og bringe det strukturelle overudbud tilbage, som prægede Europa i foråret og forsommeren.

Eksportpriser under pres

På de store eksportmarkeder i Asien er konkurrencen fortsat hård. Både mængder og især priser er faldende for europæiske eksportører, som blandt andet konkurrerer med Brasilien, hvor kødproduktionen er underlagt mindre regulering.

Danish Crown vurderer samlet, at situationen fortsat er alvorlig for griseproducenterne, fordi markedet på kort sigt ikke peger mod markante ændringer i afregningspriserne.

Forskydninger

Danish Crown oplyser, at 235.000 grise udsættes til uge 35, efter at tilmeldingen til denne uge blev lidt lavere end forventet.

Der vil fortsat være forskydninger i afhentningerne på syv til ti dage. Med den planlagte kapacitet ventes omkring 228.000 grise udsat til uge 36, eksklusive løbende tilførsler fra produktionen.

Samtidig sendes fortsat 5.000 grise om ugen til slagtning i Essen.

For søer udsættes 2.700 til uge 35. Danish Crown forventer, at tallet falder til omkring 1.700 udsatte søer til uge 36.

Finans