Aktiviteten begynder så småt at vende tilbage på tværs af Europa efter jule- og nytårsperioden. Der er stadig et relativt stort udbud, men der er tegn på, at priserne begynder at stabilisere sig.
Det skriver Danish Crown i et nyhedsbrev.
- Vi kan se på slagtevægten, at antallet af udsatte grise i Europa svinder uge for uge. Det sætter sig også i udbuddet af grisekød, og dermed begynder det pres, der har været på priserne siden jul, så småt at aftage. Perioden frem til midten eller slutningen af februar er typisk stille, så dag-til-dag handlen er meget rolig lige nu, mens interessen samler sig om, hvad der sker med priserne, når foråret kommer, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Ifølge Danish Crown er det faldet i produktionen af grise i Europa, der er det store samtaleemne i markedet. Forventningen hos de fleste er, at det vil skabe et underudbud af grisekød i nogle europæiske lande senere på året.
- Vi oplever lige nu, at mange gerne vil positionere sig til foråret og sommeren, så de er i markedet for at få priser på faste kontrakter seks og ni måneder frem. De er dog svære at få på plads, for køberne vil lave kontrakter til priser omkring det niveau, vi ser i markedet lige nu, og det er ikke attraktivt, når vi ser på de forventninger, der er til efterspørgslen senere på året, siger Mads Stougaard.