Noteringen for både søer og slagtesvin forbliver uændret næste uge. Markedet viser ingen store ændringer, men efterspørgslen forventes at ændre sig i de kommende to uger, når detailhandlen skifter til sommersortiment, skriver Danish Crown.
Der er ikke sket de store ændringer i markedet, men hen over de næste to uger ændrer mønstrene i efterspørgslen sig, når detailhandlen i store dele af Europa skifter til sommersortiment, skriver Danish Crown i sin markedsberetning.
- Skiftet i sortimentet kommer altid op til påske, men pudsigt nok uden hensyn til, hvor tidligt på året påsken falder. Lige nu er vejret i Europa mildt sagt ikke synkroniseret til skiftet i sortiment. Det er ikke godt for den samlede efterspørgsel, fordi både forædlingsindustrien og detailkæderne allerede er ved at indrette sig på et nye sortiment, som forbrugerne ikke er klar til på den korte bane, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Skiftet i sortiment betyder at de dele af grisen, som bruges til simreretter skal afsættes andre steder, men til gengæld vil der komme tryk på salget af bove og nakker, så snart forårsvejret får fat i Mellem- og Sydeuropa.
- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke ser faldende priser, men der skal enten mere fart på forbruget i Europa eller en yderligere bedring af eksporten ud af Europa, før vi ser et yderligere løft i priserne, siger Mads Stougaard.
Der skubbes 50.000
Tilmeldingen til indeværende uge blev lavere end forventet i prognosen, og dermed er der reduceret i antallet af udsatte tilmelding, så der bliver behov for at udsætte 90.000 til uge 10. Der slagtes lørdag i denne uge på anlægget i Horsens.
Med den forventede tilmelding til kommende uge, vil der blive reduceret yderligere i antallet af udsatte, så der forventeligt skubbes ca. 50.000 til uge 11.
For søernes vedkommende er der stort set slagtet op, og med den forventede tilmelding til uge 10 vil der igen være slagtet op ved ugens udgang.
Ovenstående plan forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.