Konkurrencestyrelsen giver grønt lys: Vestjyllands Andel gennemfører køb af Hornsyld Købmandsgaard
Vestjyllands Andel har fået godkendt sit køb af Hornsyld Købmandsgaard, da Konkurrencestyrelsen har givet grønt lys. Købet bliver formelt gennemført den 30. september, hvorefter arbejdet med at samle de to virksomheder begynder.

Steen Bitsch, adm. direktør i Vestjyllands Andel, og Henrik Hedegaard, adm. direktør i Hornsyld Købmandsgaard, giver håndslag på, at førstnævntes køb af sidstnævnte er godkendt. Fotos: Vestjyllands Andel
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Tidligere på året blev det offentliggjort, at Vestjyllands Andel køber Hornsyld Købmandsgaard. På daværende tidspunkt blev det også meldt ud, at købet var betinget af Konkurrencestyrelsens godkendelse.
Den godkendelse har man nu fået, meddeler virksomhederne i en fælles pressemeddelelse.
- Det er en vigtig milepæl, som vi naturligvis har set frem til. Fra den 30. september begynder det konkrete arbejde med at samle to veldrevne virksomheder og få vores forskellige kompetencer, kulturer og styrker til at spille sammen, siger Steen Bitsch, adm. direktør i Vestjyllands Andel, og fortsætter:
- I den forbindelse er det vigtigt, at vi står stærkt og på landbrugets side, i en tid, hvor erhvervet potentielt møder store forandringer. Det ændrer ikke på ambitionerne for den fælles virksomhed – tværtimod. Dem får vi nu mulighed for at føre ud i livet.
Fra ambition til virkelighed
Nu hvor man har fået de formelle godkendelser på plads, er virksomhederne klar til at gå ind i en ny fase med at samle organisationerne, kompetencerne og forretningsområderne.
Ambitionen er den samme, som da man offentliggjorde aftalen.
Man vil samle to virksomheder med dybe rødder i dansk landbrug, og derigennem vil man skabe større faglighed, investeringskraft og innovationskraft til gavn for kunderne og andelshaverne.
For Hornsyld ser man godkendelsen fra Konkurrencestyrelsen som det næste skridt i virksomhedens historie, der går tilbage til 1932.
- Vi har gennem generationer udviklet Hornsyld Købmandsgaard i takt med dansk landbrug. Nu tager vi hul på et nyt kapitel, hvor vi bliver en del af en virksomhed med både ambitionerne og kræfterne til at investere i fremtiden. Det giver et stærkt fundament at bygge videre på – for både medarbejdere, kunder og forretningen, siger Henrik Hedegaard, adm. direktør i Hornsyld Købmandsgaard.

Vestjyllands Andel har fået grønt lys fra Konkurrencestyrelsen til at købe Hornsyld Købmandsgaard.
Et landbrug i forandring
Godkendelsen af Vestjyllands Andels køb af Hornsyld Købmandsgaard kommer på et tidspunkt, hvor dansk landbrug står over for markante forandringer.
Nye rammevilkår, grøn omstilling, strukturudvikling og nye krav til produktionen vil i de kommende år påvirke både den enkelte landbrugsvirksomhed og virksomhederne omkring den.
For Alex Ostersen, bestyrelsesformand i Vestjyllands Andel, er samlingen derfor mere end en konsolidering af to grovvarevirksomheder.
- Forandringens vinde blæser over dansk landbrug. Det stiller nye krav til den enkelte landbrugsvirksomhed – og til dem, der er sat i verden for at servicere den. Vi skal ikke stå på sidelinjen og se udviklingen ske. Vi skal have styrken til at investere, udvikle og levere på den dagsorden, der kommer. Det er præcis i det lys, man skal se samlingen af Vestjyllands andel og Hornsyld Købmandsgaard, siger han.
Vestjyllands Andel er Danmarks tredjestørste andelsgrovvareselskab, mens Hornsyld Købmandsgaard består af en række forretningsområder som H.K. Olie, HK. Skadedyrsservice, Triple A, HK Ejendomme, HK Totalbyg og HK Dangro Nordic, som alle er forankret i landbruget.
De to virksomheder supplerer derfor hinanden på en række centrale områder inden for blandt andet korn, foder og proteiner.
Nyt navn i støbeskeen
Som en del af arbejdet med at samle Vestjyllands Andel og Hornsyld Købmandsgaard vil den fælles virksomhed også få et nyt navn og en ny visuel identitet.
- Vi skal skabe én fælles virksomhed, og derfor er det også naturligt, at vi på et tidspunkt siger farvel til de nuværende navne og mødes under et nyt. Det nye navn skal være med til at markere, at vi bygger videre på styrkerne fra begge virksomheder og skaber noget nyt sammen. Det glæder vi os til at præsentere, når tiden er rigtig, siger Steen Bitsch.
Købet omfatter Hornsyld Købmandsgaards grovvareforretning, H.K. Olie, HK Skadedyrsservice, Triple A, HK Ejendomme og Hornsyld A/S. HK Dangro Nordic og HK Totalbyg indgår ikke i handlen og fortsætter under det nuværende familieejerskab.

Alex Ostersen er bestyrelsesformand i Vestjyllands Andel.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































