Det europæiske slagtesvinemarked ændrede sig ikke grundlæggende i ugen efter påske. Da markedssituationen fortsat er i balance, bevæger noteringerne sig sidelæns.
Markedsinteressenterne venter nu på impulser i efterspørgslen i forbindelse med grillaktiviteter, skriver Danske Svineproducenter i en markedsanalyse.
De manglende slagtedage omkring påske kunne generelt overstås uden større udbudspukler på slagtesvinemarkederne i de forskellige europæiske lande.
Handelen med fersk kød inden for EU er generelt stabil. Ifølge slagterierne var sidste uges impulser i efterspørgslen endnu ikke tilstrækkelige til at opnå højere priser i salget. Hovedårsagen til dette var at vejret fortsat er køligt.
Med hensyn til eksport til tredjelande er der på den ene side en stigende købsinteresse fra Asien. På den anden side er konkurrencen i disse lande fortsat hård, da lande fra Nord- og Sydamerika tilbyder billige produkter, lyder det fra producentforeningen.
I Tyskland var markedet roligt, og den tyske notering er uændret. Slagteriernes efterspørgsel passer til det udbud der er til rådighed. Der rapporteres også om uændret markedssituation fra Belgien, Danmark, Frankrig, Østrig, Holland og Spanien.
Meget stabilt
Den spanske notering er stabil for anden gang i træk og således fortsat på førstepladsen i prissammenligningen af de fem EU-lande med flest svin. Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida er forsyningssituationen på spanske slagterier i øjeblikket ikke så stram som i de foregående uger.
I Holland nedsatte slagteriet Vion sin afregningspris i sidste uge, mens andre hollandske slagterier ikke ændrede deres priser. Den hollandske notering er også stabil. I Danmark melder Danish Crown om jævn eksport til tredjelande. Efterspørgslen i EU ændrede sig ikke efter påske. Den videre markedsudvikling afhænger nu af vejrrelaterede impulser.
Efter weekenden med perfekte temperaturer til grillaktiviteter er der konstant god efterspørgsel på slagteklare grise i Tyskland. Overordnet kan markedssituationen i landet betegnes som meget stabil.