Den danske notering nærmer sig konkurrenter

Trods en stigning i den danske slagtesvinenotering bliver der fortsat betalt langt mere i andre europæiske lande, viser en gennemgang af noteringerne.

Efter flere uger med uændret notering steg Danish Crowns notering for slagtesvin i sidste uge med 40 øre. Det har bragt noteringen herhjemme tættere på de andre store svineproducerende lande, skriver Danske Svineproducenter i deres ugentlige Rundt i Europa-nyhedsbrev.

Efterspørgslen på kød er god for denne årstid, og der er positive effekter af de strukturelle beslutninger, der blandt andet er sket hos Danish Crown. Men det til trods er den danske notering på en klar sidsteplads i den europæiske prissammenligning.

Mens den danske notering i uge 40 er på 12,15 kr., er noteringen i Spanien på hele 16,40 kr., mens noteringen i Tyskland og Holland er hhv. 14,50 kr. og 14,33 kr.

Efterspørgslen fra Italien efter visse delstykker er også steget. Grisepriserne stiger kontinuerligt på det italienske marked og adskiller sig således fra den overordnede europæiske pristendens. På grund af udbruddet af ASF slagtes der meget ustabilt dernede.

I Spanien og Frankrig fortsatte noteringerne med at falde. I begge lande er udbuddet af slagteklare grise tilstrækkeligt i forhold til efterspørgslen. I Spanien er den daglige tilvækst i slagtesvineproduktionen steget efter varmeperioden, og den gennemsnitlige slagtevægt er steget markant på det seneste.

Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida kan slagterierne fylde deres slagtekapaciteter som ønsket i øjeblikket. I Frankrig førte stort prispres fra slagterierne til et yderligere prisfald.

Læs også