Uændret oksekødsnotering

Danish Crown Beef fastholder noteringerne for okse- og kalvekød.

Noteringerne ligger stille i Danish Crown Beef. Her ses bakker med hakkekød rulle afsted på slagteriet i Holsted. Arkivfoto: Anne Louise Mikkelsen

Markedet fortsætter den gode gænge, lyder overskriften på Danish Crown Beefs markedsberetning for den kommende uge, hvor selskabet fastholder alle noteringer. 

- Det europæiske marked for okse- og kalvekød er fortsat i fin efterårsform på vej ind i oktober. Efterspørgslen drives fortsat frem af salget til Sydeuropa, hvor afsætningen fortsætter ufortrødent i denne uge.

- De sydeuropæiske markeder i Spanien, Italien og Grækenland lægger fortsat gode bestillinger på varer med ben. Det er med til at holde priserne høje, og samtidig oplever vi, at andre markeder som eksempelvis Island leverer god aktivitet med flere containere, så alt i alt har vi et fornuftigt salgsmiks for nuværende, som gør, at vores lagre ser pæne ud, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Markedsføring skaber omsætning

På det tyske marked leverer Danish Crown Beefs aktiviteter også fine resultater, men her er balancen udfordret af meget høje indkøbspriser. Samtidig betyder ophævede restriktioner i Norge, at grænsehandlen på grænsen mellem Sverige og Norge kan genoptages, og her er Danish Crown Beef traditionelt stærkt repræsenteret.

Salget på hjemmemarkedet er fortsat samlet omkring Dansk Kalv, som oplever fine kampagneaktiviteter.

- Salget fra dag til dag på det danske marked er ikke stort, og derfor er det markedsføringen, der skal skabe omsætningen. Lige nu er gris og kylling væsentlig billigere, og det betyder, at der er mere opmærksomhed der, men vi har et fornuftigt kampagnetryk, som er med til at holde salget oppe, siger Henning Sønnichsen.

Læs også