Europæerne har nedsat kødforbruget
En ny stor undersøgelse af kødforbruget i Europa viser, at vi har fået mere smag for plantebaseret mad og sætter mindre kød til livs. Det gælder også Danmark. Dog halter danskerne efter alle øvrige lande i undersøgelsen.

Samlet set spiser knap 46 procent af europæerne mindre kød sammenlignet med for et år siden. Foto: Jakub Kapušnák/Piqsels
Europæerne – inklusive danskerne – vælger i højere grad kødet fra end tidligere. Det viser en ny, stor undersøgelse af forbruget af kød og plantebaserede fødevarer i 10 europæiske lande, som Københavns Universitet har stået i spidsen for.
Samlet set spiser knap 46 procent af europæerne mindre kød sammenlignet med for et år siden, hvor tallet for danskernes vedkommende er på 37 procent. Dermed har 63 procent af de danske forbrugere ikke reduceret deres kødforbrug, hvilket placerer Danmark på en delt sidsteplads blandt deltagerlandene i denne del af undersøgelsen.
- Vores kødforbrug kan gøre en stor forskel i den klimakrise, vi står i. Derfor er det opløftende at se, at en ret stor andel af befolkningen i Europa spiser mindre kød end tidligere. Samtidig er det dog bemærkelsesværdigt, at Danmark, som normalt er så progressivt og trendsættende et land, her ligger bagerst i feltet. Jeg havde forventet lidt mere af Danmark, siger lektor Armando Perez-Cueto fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, der har ledet undersøgelsen, som er den første af sin slags.
Danskere spiser meget oksekød
Andre opgørelser fra de seneste år har vist, at danskernes kødforbrug ligger over EU-gennemsnittet, mens det samlet set er lavere end vores nabolandes (Skandinavien, Tyskland og Storbritannien). Når det gælder oksekød, ligger Danmarks forbrug dog højere end i samtlige nabolande.
Animalske produkter udgør 82 procent af drivhusgasudledningen fra europæernes kost.
Vegetarer og veganere udgør 7 procent af respondenterne i undersøgelsen, mens 30 procent af respondenterne benævner sig selv flexitarer.
Københavns Universitet har lavet undersøgelsen i partnerskab med organisationen ProVeg International og Ghent Universitet som en del af Smart Protein-projektet.