AgroMarkets: Der er kamp om grisene

Markedet er ved at nå en »tilfredsstillende mætningsgrad« fra flere slagterier, lyder det fra chefanalytiker John Jensen ved AgroMarkets. Foto: Anne Wolfenberg
I flere lande har der i de seneste uger været hård konkurrence for at skaffe slagtesvin til slagterierne. Men nu synes markedet at nærme sig en mætning.
Det skriver AgroMarkets mandag.
- De sidste uger har været kendetegnet ved, at der har været kamp fra slagterierne om at få så mange slagtegrise som muligt. I flere lande har konkurrencen været hård for at skaffe slagtegrise nok til at opbygge lagrene her efter sommeren. Ligeledes kan det mærkes, at sommeren er slut, grillen er på vej ind i havehuset igen, indtil den skal trækkes frem til foråret igen. Det milde vejr betyder dog, at flere med jævne mellemrum trækker grillen frem en dag eller to for at nyde de sidste solstråler og den gode mad, skriver analyseinstituttet.
Dertil understreges det, at det nu kan mærkes, at markedet efter et par heftige uger er ved at nå en »tilfredsstillende mætningsgrad« fra flere slagterier, og det betyder også, at presset på prisen i stigende retning giver efter.