Markedsnoter: Argentinere bremser majseksport

Frygt for forhøjelser af eksportafgifterne har fået det argentinske landbrug til stort set at stoppe salg af majs.

Og det har til gengæld fået de brasilianske FOB-præmier til at stige.

På børsen i Chicago har det medført en prisstabilisering i kraft af en moderat short-covering, der modvejer øget høstpres.

Det er det argentinske regeringsskifte, der er årsag til landets opbremsede majssalg. Den nye præsident Alberto Fernandez overtager embedet den 10. december. (Kilde: Jyske Banks afgrødekommentar fredag).

Argentina nedjusterer hvedehøst

Buenos Aires Grain Exchange har nedjusteret prognosen for den argentinske hvedehøst med fem procent til 18,8 millioner ton i forhold til USDA’s forventninger.

Tre fjerdedele af hvedehøsten går til eksport. I forvejen er pesoen faldet voldsomt på grund af høj inflation og generel mangel på vækst i det sydamerikanske land og nedjusteringen er dermed dårligt nyt for den nye præsidents muligheder for at rette økonomien op. (Kilde: Jyske Banks afgrødekommentar fredag).

Europæisk hvede stadig billigere end russisk

Den europæiske hvede holder sig under priserne på russisk hvede med FOB-priser på 5-10 dollar billigere.

Det europæiske marked ser ud til at have svært ved at følge de russiske prisers højere niveau. Og det vil øge konkurrencen.

De russiske landmænd har stadigvæk store mængder hvede at kunne eksportere. Og må ventes at sende det på markedet, hvis de vil have en fod inden for FOB-markedet. Det kan være med til at presse de globale hvedepriser nedad.

Til dato har den russiske hvedeeksport udgjort 15,7 millioner ton, hvilket er 12 procent lavere end samme tid sidste år. (Kilde: Jyske Banks afgrødekommentar fredag).

Handelskrig sender guldet op

Angivelig kinesisk tvivl på at kunne opnå en handelsaftale med USA med Donald Trump ved roret nedbragte torsdag kurserne på aktier og olien, ligesom rentesatserne faldt, alt imens guld gik op i pris.

Kina har øjensynligt ændret strategi i forhandlingerne til nu kun at gå efter en delaftale.

Konstruktive toner fra begge parter i de seneste uger ser ud til at have ført mere optimisme med sig på markederne, end de to aftaleparter har kunnet indfri. (Kilde: Jyske Banks afgrødekommentar fredag).

Læs også