Siden 2015 har Coop-kæden Fakta løftet sin økologi-andel fra 5,8 procent til 12,6 procent. Det skriver FødevareWatch.
- Salget af økolgiske varer i discountkæden Fakta er vokset markant i de seneste fem år, og i år passerer omsætningen for første gang en milliarder kroner.
- Forklaringen er først og fremmest, at Fakta har forstærket indsatsen på økologi ved at udvide udvalget og dernæst styrke markedsføringen. Alene i løbet af de seneste 12 måneder har vi øget antallet af forskellige økologiske varer med cirka 50 procent, udtaler kædedirektør John Hornbech Christensen.
Fakta forventer, at den eksplosive vækst fortsætter i de kommende år, og vil fortsætte med at udvide med nye økologiske varer.
Spænding på afgrødemarkedet
Afgrødemarkedet handler i disse dage i et spind af fundamentaler og politik, konstaterer Jyske Bank i en afgrødekommentar.
- På den ene side er et vejrskifte på vej ned over det amerikanske afgrødebælte, og på den anden side hviler mange øjne på WASDE-rapporten torsdag, hvor også 13. runde handelsforhandlinger starter mellem USA og Kina.
Ifølge banken ventes koldt vejr at ramme nordlige og vestlige dele af det amerikanske afgrødebælte frem mod slutningen af denne uge.
- Det øger risikoen for frostskader til sent udviklede majs- og sojaplanter, der i forvejen har et efterslæb fra det våde forår. Derudover kan det forsinke høsten, der i forvejen halter efter gennemsnittet, som omtalt i kommentaren i går, skriver Jyske Bank.
Canola stiger
Den canadiske canola steg i forgårs på børsen i Winnipig for 7. dag i træk, og det skyldes ifølge Jyske Banks afgrødekommentar ufavorable vejrforhold, hvor op mod 30 centimeter sne frygtes at kunne falde i det sydlige Canada samt i Dakotas fra torsdag til fredag.
- Den canadiske canola er fortsat ude i kulden hos de kinesiske importører som en konsekvens af en diplomatisk krise, der har sendt priserne ned, alt imens en dårlig produktion i Europa har sendt priserne på rapsfrø op. Men forsyningsbekymringer grundet vejret samt et fastere vegetabilsk oliemarked begynder at understøtte canolaen, skrev banken i gårsdagens afgrødekommentar.
Danske virksomheder får brexit-hjælp fra regeringen
Små og mellemstore virksomheder får økonomisk hjælp til at forberede sig på Storbritanniens exit fra EU. Regeringen er klar med knap 50 millioner kroner til en brexit-handlingsplan. Den blev præsenteret af erhvervsminister Simon Kollerup (S) i går ved et besøg i tøjvirksomheden Les Deux. Det skrev Ritzau i går.
- Der er under tre uger til, at vi står over for den officielle brexit-dato. Det kan meget vel ende med et hårdt brexit. Og i den situation er det meget vigtigt, at dansk erhvervsliv lander så blødt som muligt. Det kræver forberedelse, og det er det, vores handlingsplan går ud på: At forberede virksomhederne på et hårdt brexit, siger Simon Kollerup ifølge Ritzau.
Handlingsplanen skal hjælpe med at give information og vejledning til virksomhederne, og de kan fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse desuden få støtte til at omstille sig, for eksempel med rådgivning om eksportmuligheder på det britiske marked, skriver nyhedsbureauet.